Rejsen til Kina, 3. november til 11. november 2014.
Changhai – Højhastighedstog 1000 km – Yangtze cruise 600 km - Chongquing

Vi ankom kl. 8 om morgenen til Shanghai efter en lang 12 timers flyrejse med stop i Helsinki. Gruppen på 18 mennesker (Knud-Erik, Kirsten, 2xJytte, 2xArne, Hans, Mette, Grethe, Svend-Erik, Lotte, Torben, Niels, Lisbeth, Bente, - jo - jo - gode gamle danske navne) havde allerede hilst på hinanden i Kastrup, så vi ventede pænt sammen på vores guide. Der kom først en kinesisk guide, der talte engelsk, og så kom guiden, Li, der talte dansk. Li var også kineser, men havde tilbragt 14 år i Danmark efter at have været med på den himmelske fredsplads. Nu bor han i Beijing, og er kun blevet kontaktet et par gange af de kinesiske myndigheder, der spørger, hvad han laver. Men så længe han holder sig fra politik, har han ingen problemer. Han har været tilbage i Kina i ca. 10 år.
Ud i bussen, af sted til byen. Lufthavnen er ny og motorvejene i 4 etager er nye. Langs det gule gelænder var der hængt blomsterkasser op med roser og det varede ved i flere kilometer. Fornemt.
Første stop var en skyskraber, som der er 119 af i Shanghai, fik vi fortalt. Der var et hav af højhuse, faktisk så man meget lidt andet end højhuse i tætte klynger. Vi skulle op i toppen af Jin Mao bygningen med en elevator, som tog ca. 40 sekunder om at nå de 89 etager op.

Uha, jeg hader elevatorer og højder, men tog mig sammen. Hele flokken kunne være i elevatoren (tag dig sammen, hold vejret!) og man mærkede meget lidt til opstigningen. Tak for en udsigt.

På skyskraberen ved siden af hang vinduespudserne i en kasse i samme højde (Li: det højest betalte job i Kina, hø, hø) og midt i bygningen kunne man se ned gennem verdens højeste hotelfoyer. Der kiggede Pii og jeg kun én gang. Det svimlede.

Shanghai ville bygge verdens højeste skyskraber, men Dubai får æren.
Li fortalte, at de fleste af højhusene på den side af floden var bygget indenfor de sidste 10-15 år, og at man sagde, at Kinas nationalfugl var byggekranen. Og ja, det var alt sammen nyt, meget stadig under opbygning.
Der var selvfølgelig souvenir butikker deroppe, så Pii købte sin første kasket.

Ned igen og ud i bussen.

Over floden og ind i en gammel bydel, med smalle gader/stræder og masser af boder.

Husene havde 2 etager, hvor stueetagen blev brugt til forretning og så boede man ovenpå og bagved. Der var ikke indlagt vand eller afløb i husene, så der var vaskekummer i gaden. (hvad man gjorde ved toiletaffald, vides ikke helt).

Og elektrikeren blev fascineret.

Jeg blev shanghai’et (ha, ha) af et gadekøkken og fik to pinde med blæksprutter, der lige blev krydret og stegt på panden. De smagte fint. 10 yan (ca. 10 kroner).

Vi gik gennem flere stræder og pladser, alle med lave huse, man havde helt glemt den nye bydel med skyskrabere. Men mellem de gamle huse dukkede de dog frem indimellem i baggrunden.

Vi skulle spise frokost på en restaurant i den gamle bydel.

Vi fik et traditionelt kinesisk måltid, med mange forskellige retter på en rund plade, der kunne dreje rundt, i midten af det runde bord. Jeg husker allerede ikke hvad vi fik, men det smagte godt og med pindene fik vi skovlet nok ind til at blive mætte.

Op i bussen, ned til havnen, om bord på en havneturistbåd og op og ned ad floden.

En biflod til Yangtze løber igennem Shanghai. På den ene side er de nye høje skyskrabere og på den anden side lidt lavere huse, med nogle tidligere engelske regeringsbygninger og ambassader i 5-10 etager samt den førnævnte gamle bydel. Meeen, der er rigtig mange højhuse også.

Op i bussen, og ind til gågaden, hvor vi fik en halv time til fri leg. Pii og jeg satte os i skyggen af nogle træer på en plads, det var over 20 grader varmt, og jeg havde kun efterårs tøj med og vi var stadig i rejsetøjet. Vi flyttede til en åben cafe og så på strøget. Her kom tiggere, som var meget nærgående.

Strøget lignede enhver anden strøggade, med butikker og reklamer. Der var en scene opstillet, og det lignede generalprøve på optagelse til x-faktor. Der var sangere og andre optrædende, og en fiks speaker.

Ind i bussen igen.

Endelig til hotellet. Mange på holdet skulle til akrobatik-show og måtte sluge maden, men heldigvis havde vi ikke meldt os til det, så vi kunne komme op på værelset, et rygerværelse (jubiii), og Pii kunne koble sig på wifi.

2. dag i Kina, onsdag 5. november.

Der var stor morgenbuffet i vestlig stil. Brød, æg, toastbrød, syltetøj, smør, ingen ost. Pak kufferterne og så ud i bussen igen. Vi kørte ud af byen, bortset fra, at der var by hele tide, men husene blev lavere. Ja, der var træer langs vejene efterhånden, men bilerne var stadig store og nye. Li fortalte at bilerne ikke var så dyre, men nummerpladerne var. Man kunne vente længe på at få en nummerplade og de blev handlet flittigt til dyre penge. En måde at begrænse antallet af biler på.
Vi kørte ud til en kanalby. Zhujiahiao. Busserne lossede gæster af, flest kinesere, faktisk så vi få vesterlinge (langnæser, som Li sagde de kalder os), og så gik Li foran med et dansk flag på en pind, så vi kunne finde ham. Vi havde også en kinesisk guide, Angelica, med. Hun gik bagest. Det var et flot kvarter, med kanaler og butikker på hver side.

Efter at have vandret rundt i gaderne ved kanalerne i lang tid, ud og ind, op over broer, højre og venstre, fik vi 20 minutter til at shoppe i butikkerne, vi skulle bare være ved restauranten henne ad strædet, bro og stort kryds og så lå restauranten der. Ok. Der var rigtig meget at se på, kinesiske kimonoer, kjoler, dyner, fisk i bassinner, krabber i baljer, og et par sjove leggings til Sille måtte der købes, og Pii skulle have en kasket…..

…..hov er vi ikke for langt nu, hvor skal vi hen???? Vi var blevet væk fra dem alle, undtagen gamle Arne, der hang på os uden at vi vidste det. Pii løb frem og tilbage, panik, vi ville aldrig kunne finde ud af byen igen og ingen talte engelsk. Vi vidste ikke hvad restauranten hed, vi havde ikke telefonnummer til Li, så vi besluttede at gå tilbage til der, hvor vi var skiltes. Det kunne vi dog genkende. Pii blev sendt ud endnu engang, men efter 10 min. kom han tilbage uden at have fundet nogen. Rådslagning, de måtte da komme efter os….. vi bliver her 10 min. Så gik jeg lidt til siden og kiggede ned af strædet, og langt nede i menneskehoben så jeg Angelica’s runde ansigt, og råbte og piftede. Pyha. Så kom vi til restauranten og Li blev bedt om et telefonnummer.
Rundt bord med rund skive i midten og mange retter. God mad, tror jeg.

Tilbage med en kanalbåd og op i bussen.

Ud at køre igen. Hen til Den Ydmyge Administrators Have, der er en gammel have, med små huse og pavilloner mellem stensætninger og vand, træer og blomster. (minder om en japansk have, men den skulle være en traditionel kinesisk have)

Vi så udstilling af utrolig flot silkebroderier og jeg måtte lige købe et lille broderi (120 yan/kr), selvom der ikke var tid til det og jeg fik skæld ud; de var vist bange for, at vi for vild igen.
Da haven blev brugt i 1500-tallet, var der nok i alt 100 familiemedlemmer og ansatte, der brugte haven. Der var afdelinger for møerne og deres tjenere, og mange andre specielle afdelinger dedikeret til særlige handlinger fx oplæsning af poesi, koncerter, tænkerum, lærum mm.

Op i bussen, videre. Kinesiske gadelamper.

Hen til et silkespinderi. Vi så silkelarverne, levende, var det morbærtræer de levede på? en speciel art i hvert fald, der ikke kunne trives i DK. Larverne får tyndskid af friske morbærblade, men når de er lidt tørre, er det ok. Er de ikke søde de larver? De er nok 5 cm lange, og så er de bløde.

Vi gik hurtigt gennem spinderiet og ud i butikken, der nærmest virkede større end fabrikken. Øv silketøj er dyrt. En kort kimono kostede 900 yan/kr.

Op i bussen, videre.

Vi nåede hotellet (også rygeværelse her) og efter fællesspisning gik vi ud i byen. Nu var det mørkt, og vi skulle finde noget mad at tage med på toget. Det lykkedes at finde et supermarked på første sal i et indkøbscenter, der lignede ethvert center vi kender. Da vi kom op af det rullende fortov, kom den underlige lugt os i møde. Lugten havde vi mødt før, den var stærk og kvalm. Formentlig kom den fra delikatesse-afdelingen, hvor der lå hønsefødder, glaserede grisetryner, grisefødder, griseører, tørrede fisk og mange andre lækre ting.
Supermarkedet var kæmpe stort med lange rækker af flere meter høje hylder. Der var alt, hvad hjertet kunne begære, chips, øl, vand, vin, papirvarer. Vi fandt noget hvidt brød og i kølediskene det eneste ost, der var, smelteost i skiver og plastic, samt skiver af skinkerulle. Der var masser af røgede og tørrede pølser, så udover at ost og leverpostej ikke fandtes, var der alt.
Vi kunne ikke finde udgangen, men med hjælp fra en sød kinesisk dame fandt vi ud af, at man skulle en etage op og gennem mange hylderækker af isenkram og tøj, før vi nåede udgangen. (ligesom i Ikea herhjemme!)
I seng og op kl. 05.

3. dag i Kina, torsdag 6. november.
Afsted, op i bussen, ud til banegården, indprentninger i bussen: al bagage skal sikkerhedstjekkes, man må absolut ikke ryge på banegården eller i toget (jeg var den eneste ryger på holdet!!!), toget holder kun i 2 minutter, så vi må hjælpes ad med at få kufferterne ind så hurtigt som muligt. Nogle må hjælpe de gamle. Knud-Erik er 84, hans kone Jytte er 80 og gamle Arne 79. Resten af os er mellem 55 og 71. Det grå guld bruger penge. Vi får at vide, at vi har en 8 timer lang togtur, vi havde forventet 4-5 timer. Åh nej 8 timer!
Man må ikke komme ned på perronen før tid, men vi får lov at gå uden om billetkontrollen og må gå ned på perronen lidt før alle de andre. Altså kineserne.
Der er numre på perronen, hvor vognene stopper og vi stiller os parat. Præcist ankommer toget, vi skynder os ind, vi er heldigvis ikke med gruppen, da der ikke var plads i deres vogn, så vi kommer hurtigt ind. Af sted, ja de 2 minutter holdt.
Toget er super moderne og meget behageligt. Stolene polstrede og der er plads til benene.

1000 km skal vi køre. 250 kilometer i timen som tophastighed, og vi når hurtigt derop. Da vi er udenfor byen, er der fladt landskab så langt øjet rækker, rismarker med vandingskanaler og ind imellem er der fiskedamme. Om der er rejer, krebs eller fisk i dammene ved vi ikke. Li sidder sammen med de andre, så vi kan ikke spørge og er behageligt fri for hans fortællinger. Små stenhuse står mellem markerne, men det er ikke beboelse, men blot arbejdshuse. Der ses også beboelseshuse, der er betonskotøjsæsker, alt sammen ikke mere end 30 år +/-. Da jeg spørger Li, hvorfor alt er relativt nyt, siger han, at det gamle er revet ned, men svarer ikke på hvorfor, trækker bare på skuldrene. Vi stopper ved større byer, alle med masser af højhuse. I 4 timer er landskabet stort set det samme. Fladt. Der begynder at komme bakker, hvor der dyrkes majs og vi ser masser af bambus.
Ved 15 tiden ankommer vi til endestationen Yichang. Op i bussen, af sted til en lille landsby. Her er der bakket og der dyrkes mandariner, appelsiner og pomerol. Kæmpe pomeroller hænger på store træer, og langs vejen er der huse med bunker af mandariner på pladsen foran huset, og boder og små lastbiler fyldes med frugt.
Vi kører ind i en kløft og vejen snor sig mellem klipper ind til en lille landsby. Her går vi lidt rundt mellem markerne, hvor der dyrkes yams, hønsene vader rundt alle vegne og et æsel jokker ved siden af os. Den vil vist hjem.

Vi spiser aftensmad på en familierestaurant. Suppe med hønsefødder i, øh, nej tak, marineret svinekød, bønner, yams, ris, kogte lotusrødder, grisetryne mm.

Op i bussen igen, køre en times tid og så til Yangtze-floden og skibet. Endelig skal vi være flere nætter i det samme værelse.

Vi får alle værelser på 4. sal, og vi skal spise alle måltider på 6. sal. Kineserne spiser på 2. sal.
Værelset er stort og flot og der er panoramavindue og balkon. Fornemt. Jeg må gerne ryge på balkonen.

Li vil have at vi skal mødes efter en halv time, for at vise skibet, men vi gider ikke, vi kan vel også selv finde rundt.

Pii prøver at få forbindelse med wifi. Han finder ud af, at der er kontakt på 5. sal i bar- og opvisnings-salen. Så han er tit at finde der.

Vi sejler ikke om natten.

4. dag i Kina, fredag 7. november.

Hvis man tror, man bare skal sidde på balkonen og se verden passere forbi, må man tro om. Vi lagde fra tidligt, og nåede efter kort tid til den store dæmning. Stor buffet til morgenmad, varmt og koldt. Så skal alle mand af borde. Vi skal stille på 2. sal under Dagama-skiltet, og der er stor trængsel i hallen, da alle på skibet mødes der. Vi bliver ledt ud i hold og får et skilt om maven. Busserne holder i rækker, og vi bliver kørt op til et center, med en model af dæmningen, og guider med megafoner råber i munden på hinanden.

Vi går af mange trapper op og får et udkig over den meget store dæmning.

Ned igen, op i bussen, så bliver vi sat af, og nu går det løs, med spidsrod gennem alle boderne. Look, come her, look, hallooo, look,

Tilbage på skibet er der frokost, dejlig buffet, vi spiser alt det lækre. Der er ikke pinde, men kniv og gaffel på det runde spisebord. Vi er jo langnæser alle sammen.
Vi ligger stille og venter på clearing til at gå i sluserne. Først hen ad aften, nærmer vi os sluserne. Der er 5 i alt, lige efter hinanden. Hold da op, hvor er de store. Der kan komme 3 slæbebåde og et cruiseskib ind i slusen. 2 skibe ved siden af hinanden.

Det er rigtig spændende at se på. Portene er enorme. Det tog ca. 10 minutter at få løftet skibene. Det var genialt lavet, for der var nærmest ingen uro i vandet. Til gengæld tog det over en halv time at bugsere skibene ind i den næste sluse. Vi var på dækket hele aftenen og ved 23.30 tiden åbnede de sidste sluser sig, og vi var ude i søen, og så fuld fart op ad Yangtze hele natten. Han overhaler alle prammene og de andre mindre cruise-skibe.

5. dag i Kina, lørdag 8. november.

Vi har lagt til ved en mindre by, der er starten på de berømte Tre Kløfter. Vi skal ud at sejle i en mindre båd op i den første kløft, Xiling-kløften.

Ja, det er en mindre by, selvom der er fyldt med højhuse. Alt er nyt, for efter at dæmningen var lavet, blev vandstanden hævet 150-170 meter, så beboelse er flyttet over vandlinjen.
Den mindre båd lagde sig op af vores, og så er det ned at mødes på 2. sal igen.
Kløften er kendt for at være smal og høj, og huse kister fra en meget gammel kultur i området. Kisterne blev hængt op i spalter i klipperne, og det lykkedes faktisk at se nogle, med lidt træning og vejledning.
Nogle kister var blevet flyttet inden vandstanden blev hævet, og var nu på museum.

Tilbage på vores skib og buffet-frokost.
Så skulle der sejles, og vi blev kaldt på top-dækket, for nu sejlede vi ind i de to andre kløfter.
Alle mand på dæk, og der står vi så og kigger op til højre og venstre, alt efter hvad der bliver udpeget i højtalerne.

Man kan næsten få frit udsyn mellem alle de andre. Flot er det.

Og indimellem er der gamle (måske nybyggede templer).

Efter nogle timer, flader landskabet lidt ud, men der er stadig klipper, dog ikke så høje og stejle.
Om aftenen er der revy i det store rum på dæk 5, hvor personalet optræder med kinesiske numre: løven, dansepiger med graciøse bevægelser og tryllekunst.

6. dag i Kina, søndag 9. november.

Der lægges til i Feng Du, hvor vi skal se spøgelsesbyen. Alle mand fra borde.

Som den anden gang vi gik fra borde, skal man gå spidsrod mellem boder, der er opstillet lige efter man er gået fra borde og ad den vej man uundgåeligt skal. Hallooo, look here, come back to me, Halloo, det er svært at gå forbi, og der er mange ting, tøj, tørklæder i mange farver, hatte, ja Pii skal da have en, we come back, remember me, looook, det er spraglet og farverigt, og vi skal aldrig give prisen, men måske en tredjedel. Der bliver skrevet priser ned på papir, frem og tilbage, og ansigtsudtryk tolkes, og til sidst bliver man enige om prisen. Sjovt, og så alligevel. Det hele er jo så billigt. 20 yan/kr for en kasket, selvom prisen startede på 80 yan/kr.

Der handles også fra kaj-skibet direkte med kinesiske gæster på båden. Tørrede rejer, der langes et fiskenet over med varen og penge i nettet, og vupti, så er der med grin og kvidrende snak blevet handlet.

Handlende kommer sejlende til. Der er tørrede rejer, fisk og tørrede ænder til salg.

Vi når indgangen til spøgelsesbyen, der er en gammel by på en høj, hvor der er mange templer. Alle døde skal igennem denne by, og der er alskens lidelser, før man kan nå til himlen og blive reinkarneret.

Der er kolossalt mange flotte farver i de mange templer. Li fortæller i et væk om de forskellige religioner og det er svært at huske.
Pii får pudset sko da vi er nede igen. Der er skopudsere alle vegne og nogle er også meget emsige.

Jeg begynder at få mavekramper, og da vi når ned til spidsroden gennem boderne og alt det virak, er jeg ikke helt på toppen til at handle
Det er den sidste aften på skibet, og der er The Captains diner, men jeg må lægge mig i seng med mavekrampe og kvalme.
Jeg får grøn te med sukker, der hen ad vejen synes at hjælpe. Så kan jeg sidde på balkonen med dynen omkring mig, ryge og se bredderne passere forbi, mens de andre går til kaptajnens middag.

Mavekramperne fortog sig, men for en sikkerheds skyld, blev Dr. Lee tilkaldt. Han kom med kittel og maske på, lyttede og trykkede, og mente nok, at jeg bare havde spist for meget, hvilket bestemt var tilfældet. Do you want chineese medicin. Yes, yes. Jeg fik urte-mikstur og piller. Næste morgen gik det fint.

7. dag i Kina, mandag 10. november.

Vi har nået Chongquing. Vi skal pakke og stille kufferter ud på gangen inden kl. 7. Så kan vi gå til morgenmad.
Ned på anden sal. Der er kommet portere om bord. Tynde mænd med en bambusstav og snore i enderne. De binder 3 store kufferter i hver ende og løfter stangen med skulderen og går så fra borde. Hu ha man får ondt i ryggen af at se på dem.
Oppe på vejen er der invalide tiggere og kvinder, der sælger flying bird, loook, flying bird. Look here.
Bussen kører mod byen. Chongquing er Kinas største by med 23 millioner eller er det 33 millioner. Aldrig hørt om den. Den ligger mellem to floder og om sommeren bliver der 40 grader varmt med en luftfugtighed på 90-95 procent i flere måneder. En af Kina´s 3 Hot Spots, fortæller Li.
På vejen til hotellet skal vi se et kinesisk medicinmarked. Det er et butikscenter, hvor der er medicin butikker og mange af dem. De sælger tørrede slanger, svampe af enhver art, dådyrpoter, og guderne skal vide hvad. Der var også en tandlæge, der ordnede tænder helt åbent i butikken.

Ind i bussen. Foran centeret stod personale i røde jakker linet op i 2 rækker og fik læst og påskrevet. Li sagde, der formentlig ville komme en højtstående person.
Vi havde ikke tilkøbt en tur til nogle grotter og en zoologisk have med en panda. Vi fik heldigvis vores værelser, og Unge Arne på 71 (Den anden Arne var 79) skulle heller ikke på tur, så vi aftalte at gå en tur i byen. Pii havde fået en adresse, hvor han håbede på at finde julelys, nu da alt det vi har derhjemme, er made in China.
De andre steg op i bussen igen og dem så vi først om aftenen ved 18 tiden. Kors hvor var vi glade for at have en fridag.
Så vi begyndte at gå langs den store vej ved hotellet. Så var det vi opdagede, at kvinder udpegede mig til deres børn, der stod og stirrede og en ældre mand stod med åben mund og stirrede på mig. Havde de ikke set en vesterlænding før? Det fortsatte i hvert fald, og nogle fnisede.
Vi gik længe og forsøgte at finde ud af hvor langt vi var kommet, men uden held. En stor vej med mange biler og bybusser og højhuse alle vegne. Forretninger og neonskilte. Efter et stykke tid tog vi en bus, nr. 462, som Pii havde fået anbefalet på hotellet. Ingen kunne engelsk, men da vi spurgte nogle unge, forstod vi, at vi var kørt for langt. Øh, så stod vi af. Vi gik lidt og gik op af en gade, hvor der var cafeteriaer i gammel stil, gik ind og spurgte efter te. Udenfor var der skilt med lam, hund, ko og hane. Næh, vi skulle ikke spise.

Tilbage til hovedgade, vi turde ikke fjerne os fra hjemvejen og bus nr. 462. Ved et gadekøkken købte vi nogle varme brød af forskellig art, 2 yan/kr pr. stk. De smagte rigtig godt. Igen blev der kigget på os, og jeg fik smil og tommelfinder op af 4 mænd, der stod og snakkede. Havde de ikke forventet at disse fremmede spiste deres mad?
Længere henne gik et marked ud fra gaden. Hold da op hvor så det spændende ud. Boder i massevis. Tøj, mad, slagtervarer på et bord, levende høns i bur, levende ænder, levende fisk i bassiner, tørrede svampe og tang, spraglet og hektisk, sjov i gaden, de griner og vil have taget et billede af mig sammen med dem og de morer sig.

På intet tidspunkt var vi utrygge. Vi købte endnu nogle brød til 2 yan/kr. Uh, der var også noget størknet blod (tror vi) i store klodser, isenkrammerbutikker, tandlæge med løse tænder, fantastisk flotte grønsager. Kål og salater af alle arter, tomater og yams.

Vi fandt bus nr. 462 og betalte 2 yan/kr pr. næse for at køre hele vejen tilbage til hotellet, som vi sørme fandt igen.

Eftermiddagslur.

Ud at spise på en lokal restaurant, suppe midt på bordet med blus under, ned med frølår og tyndskåret oksekød, kødboller, lotus rødder i suppen, Li leger grisefest og kommer med snaps og synes vi skal synge sejle op ad åen. Ok, vi går hjem i seng.

8. dag i Kina, tirsdag 11. november.
Sølvbryllupsdag

Tidligt op, ud til lufthavnen, passerer en stor IKEA på vej derud, først om 16 timer er vi hjemme.
De konfiskerer mine 4 lightere i sikkerhedskontrollen (aldrig prøvet før!), passene bliver stemplet og vist frem 4 gange inden afgang. Ingen rygerum før i Helsinki 10 timer senere.

Godt at komme hjem.

Efter at have tygget, sorteret og lagret alle de mange indtryk, kan en forsigtig beskrivelse af min opfattelse lyde som sådan: Det går godt nok hurtigt i Kina, der bygges, køres i store biler, og alt er supermoderne. Havde jeg forventet noget andet? Måske. Der er små lommer af, hvad jeg vil opfatte som autentisk kinesisk: tempelbyen, markederne, haven, og disse steder er også turist- attraktioner for kineserne. Alle er meget venlige og det føles trygt at være der. Li sagde, at han kunne garantere, at vi ikke blev udsat for vold, for det blev straffet hårdt, men tyveri var ikke ualmindeligt.
Man kommer ikke til et stillestående forældet land, men et futuristisk. Fart på.

Billeder dag 2.
Billeder dag 3.
Billeder dag 4.
Billeder dag 5.
Billeder dag 6.
Billeder dag 7.
Billeder dag 8.
Billeder dag 9.

Video 1
Video 2
Video 3
Video 4