Historie fra Hornbækegnen.






Marie Lavesens erindringer.




Det er på opfordring af min søn Bjarne Lavesen, at jeg har skrevet dette, og det er hvad jeg mundtligt har fået fortalt af min bedstefar og bedstemor, og hvad jeg selv har oplevet. Så kan de jo selv sammenligne det med den tid, vi nu oplever.

Det er kun bestemt for min nærmeste familie, for at de kan sætte sig ind i, hvordan den tid var, som deres forældre oplevede.Hvilken tid, der er bedst, ved jeg ikke.
Husmødrene har jo mange nemheder, men alligevel mangler børnene deres mor hjemme, så hun kan fortælle dem, hvad der er ret eller slet.
Bedsteforældrene er jo heller ikke sammen med børnene. Og jeg ved, at det for mig har betydet uendelig meget at have en bedstemor og bedstefar at tale med.

Min oldemor havde egentlig 3 drenge og en pige. Men jeg har ikke kendt dem og fået noget at vide om dem. Jeg synes ikke jeg kunne magte mere end de to.

Jeg er ked af, at jeg ikke nåede at få sat tegn. Men jeg vil henstille til min familie selv at sætte dem. 





1.      Min far                              Min mor         
        Henrik Petersen                      Betty Petersen
        Født 9/9 1860                        født 3/7 1865 
        død 13/9 1942                        død 31/3 1940

2.      Niels Petersen                       Nille Hansine Olsdatter
        født 6/5 1826                        Født 25/9 1835
        død 1916                             død 1909

3.      Peter Hansen                         Anne Madsdatter
        født 1798 død 1828                   født 1790

4.      Hans Petersen                        Karen Jensdatter
        født 1768                            født 1768

5.      Peter Henriksen                      Inger Pedersdatter
        født 1737                            født 1745

De gamle fortalte.


En mand ved navn Horn ejede det meste af Horneby. Og da der i fiskerlejet ved stranden løb to bække ud (Vesterbæk og Østerbæk) kaldte man dette Hornbæk.

Rindende vand har menneskene jo altid søgt til deres bosteder, og de første beboere har her fundet vand til deres dyr, til vask, og i det hele taget til deres behov.Lejet var ikke stort men bestod af hyggelige små huse med en lille jordlod til hver.

Og uden for døren gik en ko eller to og græssede. I et indelukke gik en gris, og de fleste havde også et par høns.Det var konens arbejde at skaffe føden til grisen. Køerne og hønsene måtte selv finde føde om sommeren. Om vinteren fik de hø og halm fra høsten. Manden var fisker og fangede til familiens behov. Mad manglede man ikke, når grisen kom i saltkarret, og man havde saltet en tønde slid. Kartofler og lidt grønsager havde man i haven. Så havde man et godt vinterforråd. Den fisk der blev til rest, blev solgt til de i byen, der lå længere inde i landet.

Sådan gik det i en række gode år for Hornbæk. Men da den frygtelige sandstorm kom i 1730, skiftede lejet udseende. Store sandmasser hvirvlede ind over byen og begravede markerne og omtrent husene med. Hvor de før havde høstet lidt byg til grisen og hønsene og hø og halm til koen om vinteren, samt græsning om sommeren, der lå de store sanddynger.

Og fiskerfamilierne vred deres hænder og syntes at deres liv var lagt øde. Myndighederne blev kaldt til hjælp og fiskerne begyndte at grave de huse ud, som kunne findes ud af sanddyngerne. I den underliggende skov fik de lov at tage grene og ris, til at værne husene med. Derfor fik alle husene risgærde om deres have. Og på sanddyngerne blev der plantet marhalm og klittag, for at holde sandet på plads.

Min oldemor har været med til at plante marhalm i Hornbæks klitter.


Fiskerlejet.



Nede ved kysten lå det lille fiskerleje, som nu var faldet til ro efter sandstormen. Husene var små, lerklinede og stråtægte. Megen plads var der ikke i dem. De sandede veje havde ingen navne, men alle førte til stranden og viste således, hvor mændenes arbejdsplads var. Der gik også en vej ud i skoven mod øst, den brugte folk når de skulle til Helsingør.

Der var jo den nærmeste by og blev benævnt: "Byen". Når der skulle købes garn til at binde fiskegarnet med, skulle det hentes på fiskenetfabriken i Helsingør, ellers blev det forskrevet fra Sverige, og forskellige andre ting blev hentet derinde for eksempel medicin.

Husene bestod almindeligvis af 1 stue, 2 små kamre, 1 køkken med åben skorsten, 1 trefod til at sætte over ilden, 1 blæsebælg til at puste på gløderne med, og så nogle kobberkar med ører. 1 kaffekedel og et par mindre kedler. I stuen er en sofabænk, hvor børnene sov og i kamret 1 dobbeltseng med halm i bunden og dyner med hjemmevævede vår. Heri sov fiskeren og hans kone.

I stuen fandtes en skammel med et hul i. Den brugtes til at sætte kloen i når de bødede garn. Så var der et bord med klapper, der kunne slås op og ned; så det kunne blive større eller mindre efter behag, nogle træstole, et hjørneskab til værdisager og til glas og brændevinsflasken, en dragkiste og et klædeskab. Et bornholmerur var der ikke allesteder, men jeg ved at min bedstefar købte et bornholmerur til sin mor for 16 rigsdaler. Stort mere fandtes ikke. På stuegulvet var der strøet sand, køkkengulvet var af ler eller røde sten.


Udenfor stod der i regelen et buskbomtræ. Det blev der taget af til kranse. En hyld, et par ribsbuske, en eller to stikkelsbær og et æbletræ. Udenfor døren stod en bænk til at rense fisk på. I et hjørne i haven stod gerne en rosenbusk, det var strandroser, som duftede dejlige. Ellers var der ikke mange blomster i de små haver. Enhver plet blev ellers brugt til kartofler. Der var ikke megen status i et fiskerlejehjem.

Min Oldemor.



I et af disse små huse, der lå lige op ad kirken, stod en aften Ane og tog tørklædet om hovedet og sjalet på, for at gå til stranden. Det var bælgmørkt og det blæste en storm. Hendes mand var ikke kommet hjem endnu. Han plejede ikke at komme så sent, og derfor var hun begyndt at blive ængstelig.

Niels og Jens var for længe siden løbet ned for at se efter deres far, men nu måtte hun selv afsted, for at få besked. Hun gik ind over til nabokonen Sidse, hvis mand fiskede sammen med Peter, som hendes mand hed. Men hos hende var der ingen trøst at hente, for hun var en vankelmodig lille kone, som jamrede over al ting, og i aften var da så rent ulykkelig.

Og der var også grund til ængstelse, for stormen peb og dørene smækkede, når man gik igennem dem. Uhyggeligt var det at tænke på dem der lå ude på stranden. Nu tog Sidse også lidt tøj på, og så fulgtes de to ad ned til stranden. De fandt drengene, som stod sammen med nogle andre i læ af skuret og ventede på at båden skulle komme ind, så de kunne hjælpe med at trække dem på land.

Da nu Ane og Sidse kom og var urolige, blev Niels og Jens også bange og spurgte stadig : "Tror du ikke snart at far kommer, mor" ? Joh, - Ane mente snart at de kom, og da den første båd, som en skygge, kom gennem mørket - og en til, blev de lettere om hjertet. De blev trukket op på stranden, og mændene kom drivvåde hen til dem.

Ane og Sidse stod forknytte i læ af det lille skur og ventede. "Nå - de kommer vel snart, men man kan jo ikke se en hånd for sig i dette mørke", var den trøst de fik. De fik de forfrosne drenge til at løbe hjem, men selv blev de stående med sjalene trukket tæt om sig og med angst i sindet, som altid, når vejret var hårdt og bådene blev så længe ude. De tænkte jo i øjeblikket ikke så meget på redskaberne, som jo nok var mistet, -men på deres mænd, som var derude og kæmpede for at få båden ind.

Nu kom endnu en båd, men heller ikke den var deres, og nu var kun den tilbage. De stod og skuttede sig, mens blæsten sendte vandet i lejet ind på stranden.


Da den sidste båd var trukket op, gik Ane hen til dem og spurgte " I har vel ikke set noget til vore ?" Hun prøvede at gøre sin stemme rolig, men det var som om hun kunne svaret, - hvorfor vidste hun ikke, men hun havde på fornemmelsen, at noget var galt. Det var som om hun følte, at Peter var hos hende, og ville give hende lidt mod og da fiskerne sagde :"Nej - man kan jo ikke se en hånd for sig, men de kommer jo nok", så vidste Ane, at de sikkert blev derude, selv om hun endnu gav sig et lille håb.

Omsider gik hun og Sidse hjem. De kunne ikke holde det ud mere og drengene skulle jo også have lidt mad. Da Ane havde fået kogt kartofler løb hun igen til stranden, men alt var mørkt som før. Drengene kom også løbende ned til deres mor, og mens de stod der, kom Jens Jensen, og han blev stående lidt hos dem. "Der kan jo være sket noget, så de har måttet sejle ind et andet sted, for det er jo en kuling", sagde han. "Nej",sagde Ane,"jeg tror nu at der er sket noget med dem" og mens hun tørrede en tåre væk, tog hun drengene ved hånden og gik hjem ad stien.

Det var svært at løsrive sig fra stranden, når det bedste man ejede var derude. Men Ane var en stærk natur, og hun tog et tag i sig selv. Der var jo af og til nogen som blev derude, men det var jo sværest, når man fik det på så nært hold. Drengene var stille. De forstod at man ikke skulle sige noget i øjeblikket. Da de kom hjem, gik Ane ind til Sidse. Hun sad ved kakkelovnen og klynkede. Ane sagde det samme til hende som Jens Jensen havde sagt, og de talte sammen om det forfærdelige vejr. Der er nok mange, som ikke når hjem i aften. Det var deres fattige trøst, men den synes dem dog en lille trøst midt i deres elendighed. Og de følte en samhørighed med de mange andre, som en sådan nat havde deres kære på søen.

Ane var lige kommet ind med drengene, da Jens Jensen kom ind ad døren med en pøs fisk. "Her er lidt fisk til dig og drengene", sagde han stille og stod et øjeblik hos hende og gik så hjem til sit. Hun kogte fisk og drengene spiste. Hun selv skulle ingenting have. Drengene forstod endnu ikke hvad der var sket. Hun spiste alligevel en smule selv; resten gemte hun væk. Der kunne for eftertiden nok blive brug for smulerne.

Dagen efter gik Ane ikke til stranden. Hun kunne ikke tåle at gå derned, men hun talte jo med de andre fiskere om det, og da der ikke kom besked om at de var kommet i land et andet sted, så måtte Ane forlige sig med at hun havde mistet Peter. Han var kun 30 år , men da aftenen kom, kom Jens Jensen igen med fisk. Han talte ikke om forliset. Han sagde bare: "Her er fisk til dig Ane, du og Sidse skal nok få fisk, når vi fisker noget." Han forstod godt, at medlidenheden brød hun sig ikke om, men det gjorde hende godt at mærke fællesskabet, for selv om Peter var væk, så var hun dog stadig inde i lejets familieliv.


Drengene spurgte jo stadig efter deres far, men til sidst sagde Ane:"Nej, far kommer ikke mere. Nu må vi hjælpes ad så godt vi kan og så vil Vorherre nok hjælpe os med resten." Og Ane, som altid havde været dygtig til at væve, sad nu fra om morgenen før det blev dag og til langt ud på aftenen og vævede for folk. Dengang gik folk med vadmelstøj. Når det skulle væves, både til benklæder og kjoler, dynevår og lagener, så fik Ane nok at bestille.

Hun slog i denne tid trådene hårdere sammen end som sædvanlig; det var hendes reaktion og om natten, når ingen så det, gav hun sig selv lov til at sørge over Peter. Der kom også nogle af familien og spurgte om der var noget de kunne hjælpe hende med, men hun gjorde dem forståelig, at dette var noget hun helst selv ville igennem, og så lod de hende i fred, og kun Sidse kom listende ind ad døren flere gange om dagen og Ane prøvede at trøste Sidse, for hun følte, at hun var den stærkeste.

Kaffekanden kom over ilden, og selv om den var tynd så hjalp den dem dog igang, så de kunne tale sammen om deres fælles sorg.


Tiden der kom.



Nu var Ane en stærk og energisk kone, både hvad kræfter angik og i sindet. Ved væven var der ikke mange der overgik hende, og det blev da også den der skaffede det nødvendige til hende og drengene. De andre fiskere hjalp hende af og til med en ret fisk; men Niels, der efterhånden var blevet 10 år, fandt kroge frem. Dem satte han på agn på og vadede ud og kastede og det skete at der kom flere fisk på end de selv brugte. Så tog han dem i en kurv og gik til Horneby og solgte dem, og kom han så hjem med 10 mark, - ja, så var han meget stolt og følte sig som familiens overhoved. Og Ane var glad over at hendes dreng var stor at han kunne hjælpe til, og lille Jens løb på sine små ben til stranden.

Her lavede han render og ledte vandet ind. Så kom han smalål og småfisk i den, og kunne i lang tid more sig med at se dem svømme rundt.

Han var også parat, når fiskerne kom ind med garn, hjalp han at ........dem. Her fandt han mange sjove ting. Der var burrer eller søstjerner, som når piggene var skrabet af var så nydelige, at hans mor satte dem på dragkisten. Der var tang med fine sten på, søstjerner og mange andre ting som Jens kunne bruge. Jo, han var en rask lille dreng med et smil så lyst, somhans fars, og han var ikke karrig med det, så alle holdt af ham og hjalp ham tilrette.

Ofte sad han om aftenen på trillebøren hos en af fiskerne og kørte med hjem. Jo, Jens var i familie med hele lejet. Og for hans mor var han en lille solstråle, der gjorde alt for at glæde hende.Ane vævede, og da hun havde så gode kræfter og kunde slå trådene så godt sammen, komder mange folk til hende for at få vævet. Sådan gik tiden. De fik føden, lidt tøj og træsko til børnene. En kaffetår sammen med Sidse lyste op i hverdagen. Det var kun få fornødenheder de havde.

Kobberkedlen



En vinterdag sad Ane ved sin væv. Hun sad som altid, når drengene var ved stranden og funderede over livets tilskikkelser. Når hun og Peter nu kunne have haft det så godt, og de var så glade for hinanden, hvorfor skulle det så gå sådan. Der var meget, som var svært, når man manglede en mand i huset. Ingen til at hente brænde i skoven, eller op ad landingen, ingen til at tage drengene med på stranden og lære dem at fiske. Altid måtte hun selv tage bestemmelser og selv måtte hun skaffe de penge, som hun skulle bruge. Men slutningen på hendes spekulationer var altid: "Ja, der må jo være en mening med det, selv om vi ikke kan forstå det". Og så arbejdede hun videre, og som tiden gik, fandt hun sig tilrette med tilværelsen.

Som hun nu sad ved væven, var der pludselig en, der løftede på klinken, og da Ane så over mod døren, opdagede hun at det ikke var Sidse, men en fremmed kone som stod indenfor. "Du kunne vel ikke give en fattig kone lidt mad", sagde hun. "Det er så koldt og jeg har gået langt". "Jo du skal få et stykke mad og en kop varm kaffe", sagde Ane, "selv om jeg ikke har ret meget selv." Hun satte kedlen over ilden og tog op af bordskuffen et stykke brød, smurte lidt fedt på det og da kaffen var varm, skænkede hun en kopfuld op til hende. Hun havde ikke selv tid til at drikke noget, da hun havde et stykke tøj i væven som skulle være færdig.

De talte lidt om vind og vejr, og da konen var færdig sagde hun farvel og tak.

Da Ane havde vævet lidt, fik hun igen fremmede, men det var Sidse, som skulle have sin nysgerrighed udløst og høre hvem den fremmede var. Ane fortalte, at det bare var en fattig kone, om muligt mere fattig end hun selv, og derfor gav hun hende lidt. Men Ane mente, at der endnu var en lille tår på kedlen, og så rejste hun sig for, sammen med Sidse, at hygge sig et øjeblik, - mem tænk jer hendes forskrækkelse, da hun opdagede at konen havde taget hendes dejlige kaffekedel med sig. "Den lede kælling", sagde Ane, "hende må jeg have fat i", og i en fart fik hun fat i sit sjal og da hun spurgte Sidse, om hun havde set hvad vej hun gik, og Sidse sagde, at hun var gået ad skoven til, stormede Ane af sted med lange skridt, og efterhånden som hun kom frem, spurgte hun sig for, om de havde set den fremmede.

Hun halvt løb gennem skoven, og kunne følge konens spor igennem Boderne, Ellekilde og til Hellebæk. Da hun nåede forbi Bøssemagergade, kunne hun øjne en skikkelse ind mod Helsingør, og hun var straks klar over, at det var hende hun søgte. Nu tabte hun hende ikke af syne, og ved glaspusteriet nåede hun hende.

Hun greb hende i armen, rev sjalet tilside og på armen under sjalet havde hun kedlen. Ane havde gået og skændt hele vejen, så da hun nåede målet havde hun fået det hele sagt. Derfor tog hun med et rask tag kedlen fra kællingen, gav hende et par ordentlige lussinger og drog, omend lidt langsommere, dog sejrsstolt hjem med sit klenodie, sin kaffekedel, sin kæreste og eneste luksus, hvor hun hentede trøst, når dagene var grå og triste.

De fire mil Ane måtte gå for at få sin kedel igen betød kun, at den blev endnu mere værdifuld end før. Hun spurgte mange gange sig selv, hvordan nogensinde hun skulle have fået penge til overs til en ny kedel. Og historien fortalte Ane mange gange, lige til hun blev en gammel kone. Og da drengene fik den at høre, morede de sig meget, selv om deres mor havde fået sig en ordentlig spadseretur. Og nu fik Ane og Sidse en hyggelig kaffetår.



Grisen.



Der gik nogle svære år for Ane med kamp for det daglige brød. Men Niels var nu så voksen at han kom med ud at fiske, og der tjente han noget til hjælp. Han var en rask dreng og sørgede både for det daglige behov af fisk, og også til at tørre og lægge i halm til vinterforråd og da Jens var 7 år, gik han med sin mor til Horneby, hvor han fik plads på en gård og skulle vogte køer.


Ane som ikke var glad for at sende Jens afsted, men til vinter kom han jo hjem igen og hun trængte godt til at han kunne tjene lidt til tøj og træsko. Men Jens havde andre planer. Han gik og tænkte på hvad hans mor mon ville sige, hvis han kom hjem med en lille gris, men det sagde han aldrig til nogen, det skulle være hans egen hemmelighed.

Og Jens kom i sin plads og hjalp så godt han kunne. Han fik god mad, langt bedre end hjemme hos hans mor. Hans værste arbejde var at trække slibestenen når leen skulle slibes. Så var han så træt at han var lige ved at græde, men han klarede det dog altsammen.

Udenfor gården var der et hul hvor ajlen fra stalden løb ud i. Det var efterhånden temmelig dybt og Jens måtte passe på at genne køerne væk, så de ikke skulle falde derned. Det gik også godt nok indtil en dag, da bonden og hans kone var kørt til byen og havde pålagt Jens at passe godt på en so, der gik med ti grise ude på marken. Jens måtte afsted efter køerne, da de ville ind på naboens mark, men stor var hans rædsel, da han kom tilbage og så, at der manglede fire grise. Han tænkte straks på hullet og skyndte sig derhen.

Han lagde sig så på maven og rodede ned i den uhyggelige væske, og ganske rigtigt, der var grisene, men hvordan fik han dem op ? Han råbte efter en karl, men ingen hørte ham. Så begyndte han selv at hive dem op. Den første sprællede lidt og den næste også, men de to sidste lå helt stille. Nu var det jo mest vand, der var i hullet, og idet Jens fik dem op, holdt holdt han dem i bagbenene, og til sidst fik han liv i de tre.

Den ene var og blev død. Jens tænkte bare bonden snart kom hjem, så han kunne få det fortalt og høre hvor galt det blev. Han forestillede sig snart den ene og snart den anden straf, men lykkelig blev han, da hans husbond sagde:"Ja Jens, jeg ved jo nok at det ikke var med din gode vilje du gjorde noget galt, og det var godt, at du fik reddet de tre." Og fra den dag gjorde Jens sig endnu mere umage med at gøre sin pligt for at hjælpe på det at den ene gris var mistet.

Sådan gik sommeren, og da det blev efterår, dristede Jens sig til at spørge sin husbond om hvad en lille gris kostede. "Hvad vil du med den ", sagde han og smilede. "Den har du da ingen brug for." Men da Jens ivrigt forklarede ham at de jo aldrig fik andet end fisk, og hvad det ville betyde at få en gris og salte til vinter, og hvor glad og overrasket hans mor ville blive, så sagde han til Jens :"Ja, du har jo været en flink dreng i sommer, og så kan du til foråret komme og hente en gris. Den kan være med i din sommerløn og så må du endda gå op i mit roestykke og plukke de nederste blade til den, for det bliver jo ikke så nemt at skaffe æde nok til den."

Men nu begyndte Jens at græde. Så stor havde spændingen været at han ikke kunne sige et ord mere, men stod og tudede foran den forbavsede mand, der aldrig havde set så dybe følelser i forbindelse med en gris. Om aftenen, da Jens skulle hjem, syntes han næsten at han havde fået vinger, sådan fløj han hjem og ind ad døren, hvor han stillede sig op foran sin mor og råbte : "Vi får en gris, jeg må hente den til foråret." Og Jens dansede omkring sin mor, og de talte om alle de perspektiver en gris rummede. "Så får vi pølser og flæsk og steg." Men Niels følte det som om han var sat i baggrunden. Han kunne skaffe flynder og torsk, men hvad var det imod en gris.

Og da endelig den største begejstring havde lagt sig, satte de tre sig sammen og talte om hvordan det skulle blive igen at få sulemad, ligesom da hans far levede, for da havde de haft en gris.



Da grisen blev hentet.



Da foråret kom og solen skinnede gik Jens en dag med en sæk under armen af sted til Horneby. Han havde været der med fisk et par gange i løbet af vinteren. Han havde også hørt til grisen og vidste at den var kommet og nu var den 7 uger, og i dag skulle det være. Det kan nok være, at hans hjerte bankede, da han nærmede sig gården, men nu var han der og han listede hen til køkkendøren. "Goddag Jens ", sagde Lars Jensen og kom frem i døren. Han havde været inde i køkkenet og fået et glas øl. "Kommer du for at hente din sommerløn" - ja, det gjorde Jens da, og sammen gik de ud i svinehuset, hvor Jens selv fik lov at vælge et af de små vævre dyr. Det var meget svært at sige hvilken han helst ville have, men omsider fandt han da ud af det, og så blev den puttet i sækken og Jens gav hånden og sagde tak, sådan som hans mor havde lært ham.

Så kom hans madmor fra i sommer ud med en stor skive brød med asmør og pølse på og da Jens omsider var på vej hjem, syntes han at hans lykke omtrent var fuldkommen. Han måtte standse et par gange og kigge til grisen både fordi han var træt, men også fordi han ville se om den lå rigtig. Han klappede den og ville gerne kæle lidt med den. Men det tog den skam meget unådigt op og gav et vræl hvergang Jens rørte ved den. Da han kom med den ned til byen følte han sig meget stolt. Han havde lyst til at råbe til alverden: "Her er en gris, som jeg selv har tjent og næste år skal vi spise flæsk og lave pølse på brødet". Men så kom han pludselig i tanker om at for at få herlighederne, skulle grisen slagtes og det var jo forfærdeligt, men snart fik han de triste tanker tilside og skyndte sig hjem til det lille hus ved kirken.

Han kiggede ind ad de små vinduer. Joh - der var både mor og Niels, nu skulle de få noget at se. Og så lettede han på klinken, lukkede døren på klem og satte sækken ned så Grisen kunne løbe ind på gulvet. Da Ane så grisen komme , slog hun hænderne sammen. "Nej, nu har jeg aldrig set mage, det er rigtignok længe siden, der har været sådan en fyr i vor stue", sagde hun og et par tårer røbede hvor lykkelig hun var. De blev hurtigt tørret væk. Selv om hun godt vidste at grisen ville komme, så var det alligevel så overvældende, at se den, og Jens blev klappet på håret og rostså meget at Niels følte sig udenfor. Men det var kun et øjeblik, så var han med i glæden og sammen skulle de nu drøfte, hvordan de skulleordne det med den nye beboer.

Den nat sov grisen i stuen, men tidlig næste morgen gik Niels og Jens op ad landevejen, for at finde brædder til at reparere det gamle grisehus med; for der skulle passes godt på den så den ikke løb ud, det var de alle sammen klar over. Hvor stort et problem det var at skaffe mad til dyret tænkte de ikke på i øjeblikket. Men det varede ikke længe før den højlydt fortalte dem om sin sult. Jens måtte af sted og hente lidt mælk, og i grøften plukkede han lidt græs og skvalderkål, som blev skåret itu, og givet sammen med mælken.

Og sådan gik det en lille tid. Og den holdt da livet. Kartoffelskrællerne og lidt fisk blev også blandet på det grønne, og det fyldte jo altsammen i dens lille mave. Men da den blev større, forslog det jo ikke og så måtte drengen afsted efter nælder og roeblade. Der blev ikke megen tid til leg den sommer. Oppe ved søen var der nælder og der blev hentet mange sækkefulde.

En dag da Niels var med på stranden, gik Jens alene afsted med sin sæk. Han skyndte sig at skære dem af og lagde ikke mærke til at himlen blev så mørk. Men pludselig kom der et lyn og et stort tordenskrald. Jens tog sin sæk og ville løbe hjem, da pludselig et lyn slog ned og næsten lammede ham, det var som om han blev trykket ned til jorden. Han faldt og blev liggende.

Han var ikke død, men han turde ikke rejse sig. Lidt efter blev han dog klar over at han ingen skade havde taget, og satte sig op. Det næste tordenskrald var længere borte, og han rejste sig op og kiggede sig omkring. Nu kom manden fra den nærmeste gård løbende. Han ville se hvad der var sket, for han havde set lynet slå ned ved gården, og da så de at et træ var flækket, så det lå i to dele. Det havde Jens ikke engang opdaget."Det kunne lige så godt have ramt dig," sagde manden,"men det har så ikke været meningen, du må hellere gå med mig hjem og få et stykke mad," men det ville Jens ikke, for han huskede pludselig på hvor bange hans mor måtte være. Derfor tog hansækken på nakken. Han var noget slap i knæene og våd var han også, men let i sindet.

Og hele vejen hjem gentog han for sig selv :"Tak, du gode Gud, fordi du passede på mig, så lynet ikke slog mig ihjel." Der blev glæde hjemme , da Jens kom med sin sæk og fortalte sin historie, og Ane trykkede ham ind til sig og takkede Gud, som havde bevaret hendes dreng.



Kirken.



Kirken var det vigtigste sted i byen. Nogle sagde ganske vist, at det var kroen, men det var meget forkert.
Kirketårnet brugte fiskerne som sømærke, for det skulle ses langt ude på stranden. Klokkerne kimede årets fester ind. De ringede til kirke om søndagen. Ringede solen op ned, og når børnene var ude at lege, var det altid en fast regel, at de skulle komme hjem når aftenklokken ringede, den kunne de altid høre, selv når de var nede ved stranden. Og når de ældre var ude i gården ved noget arbejde og bedeslagene lød, så tog mændene huerne af og de stod alle stille indtil de var forbi, for i de slag var der fred. Det var som en lille prædiken der sagde: ”Nu er det aften, nu må du lade dine trætte hænder hvile efter dagens arbejde, og lade freden komme ind i dit sind og tænke på noget andet end det daglige”.

Og da Ane jo var nabo med kirken, følte hun lidt dens kalden. og så gik hun ind i sin lille stue efter at det sidste slaghavde lydt, og når børnene var kommet ind, gav hun sig til at fortælle dem en historie om det der skete, for de kunne huske, og om deres gode far, som de savnede meget. Også sang de sange og salmer, som de holdt mest af.

Og børnene at kirken og kirkeklokken gav dem noget værdifuldt, og de lærte at respektere den og holde af den. Om søndagen gik Ane med drengene op ad den lille stige over stengærdet til kirken. Når de så sad stille i kirkestolen hos deres moder, så de på alt det smukke som kun fandtes dér. Prædikestolen med de smukke malerier og apostlene. Alterbilledet med Jesus og kvinden ved brønden, og ovenover englene med vinger og sollyset, som gav det hele glans.

Og så skibene, som hang under loftet, de var næsten ikke til at få øjnene fra. Når børnene kunne noget af samlerne, sang de med, og når præsten var færdig med sin prædiken og bad Fadervor, så foldede Niels og Jens deres hænder og bad med, som de havde lært af deres moder, og som de gjorde om aftenen, før de sov. Og de følte sig fælles med præsten om bønnen. De så på konerne med de sorte tørklæder og de bøjede hoveder. De kiggede over på den anden side af kirkegangen – der sad mændene. Joh de bøjede også hovederne. Alle i kirken bad Fadervor. Og de følte Guds nærhed og de tænkte på, at når de blev store, så ville de også sidde derovre hvor mændene nu sad, for her var trygt og godt at være.

Når folk kom ud af kirken flokkedes de for at hilse og tale sammen, og vigtige ting blev bekendtgjort af degnen ved kirkedøren. Joh vist var kirken det bedste hus i byen.

KLOSTRETS HUL

Det var sjældent at noget helt kunne tage modet fra Ane, men i dag følte hun sig slået ud. Enten stod væven stille og Ane stirrede frem for sig, eller hun slog trådene så hårdt sammen, at det raslede i væven. I sådanne øjeblikke var Ane vred. Aldrig havde hun troet at noget sådanne skulle vederfares hendes hus.
Sagen var således:
I fiskerlejet boede en halvgammel pige som aldrig var blevet gift. Hun følte sig vel derfor narret for livets glæder, og for ikke helt at gå glip af disse, tog hun af og til mod besøg af byens mandlige borgere. Det var ikke de unge mennesker, men de mest velhavende af byens mænd. I hjemmene blev der jo talt om hende som et grimt fruentimmer, og da hun tilmed var et dårligt møde der gav elendigt fiskeri, når fiskerne mødte hende på vej til bådene, så mente drengene at hun måttedrilles, og det gjorde de så ofte der var lejlighed til det. Men en aften gik det alt. Drengene havde set at der var kommet en købmand på besøg, og de var ikke sene til at stille sig op udenfor de små vinduer og råbe: ”Din hore ???, din rakkermær”. Niels og Sidses Poul var imellem drengene og købmanden fik sognefogeden til at tage sig af sagen. Han kom derfor til Anes lille hus og sagde at Niels og nogle andres skulle straffes. De skulle køres til Esrum og sættes i klostrets hul. Dette var et stort kælderrum, som mørkt og koldt, og når de gik rundt for at holde varmen stødte de hovederne mod hvidkålene, og da de ikke kunne se hinanden, var det et meget uhyggeligt sted for drengene at være, og nu var der kun 8 dage til jul. At fiskerne skulle finde sig i at deres drengeblev sådan behandlet for et offentlig kvindemenneskes skyld var skammeligt, og det var ikke blide ord de voksne brugte om hende, de var lige så hårde som dem drengene havde råbt ind ad hendes vinduer. Da der var gået nogle dage tog Ane sit uldne tørklæde på, udenpå tog hun sjalet, og så gik hun hen til en af fædrene til de drenge der var kommet til Esrum. Ane mente, at hvor der var en mand i huset, måtte han tage sig af sagen. Der var et hus som lå nede ved stejlebakken og manden hen Kristian spillemand. Ane kom ind i køkkenet og hilste og konen bød hende indenfor. ”Ja tak” sagde Ane ”men det var nu Kristian jeg ville tale med og høre om han ikke kunne gå til Esrum og få ordnet den sag med drengene, ogfor det ligner da ikke noget at de skal sidde deroppe og drive, man ved jo ikke engang hvordan de har det.Vi ved da i hvert fald at de fryser, om de får noget mad ved vi jo heller ikke, men det gør de jo nok. Nu kom Kristian fra stranden, og Ane gentog sine argumenter om at få drengene hjem, og hun mente der blev taget mere hensyn til en mand end til en fattig kone. Hun kunne jo nok se at Kristian ikke var helt ædru og han begyndte at snakke om, at det jo ikke var sådan at sætte sig op mod øvrigheden. Drengene tog vel heller ikke skade af at blive der et par dage endnu, for så kom de vel hjem, og sådan blev han ved at komme med udflugter indtil Ane syntes at nu kunne det være nok. Hun rejste sig op og mumlede idet hun gik til døren: ”Nej mandfolk kan det ikke nytte at snakke med om det, det kan jeg nok indse. Skal noget gøres må én selv gøre det”. Og så tog Ane da den beslutning at hun næste dag ville gå til Esrum og se at få drengene hjem. Hun fortalte det til Sidse, og Sidse så beundrende på hende og tænkte at det var godt at det ikke var hende der skulle op og snakke med den strenge birkedommer. Næste morgen tidlig, da Jens og Ane havde fået lidt mad, tog Ane sit bedste hvergangsskørt på, det som hun også brugtenår hun gik i kirke – et pænt uldent tørklæde også, for når hun vævede for bønderne, skete det at hun fik et bundt uld, og når hun havde kartet og spundet det var der blevet til et pænt uldent tørklæde, foruden at hun havde strikket strømper til drengene. De gik jo barbenede så længe de kunne. Og da hun nu var klædt på, synes hun at hun så fin at hun kunne møde selve kongen om det skulle være. Så tog havde da sjalet på og hovedtørklædet under hagen og så begav Ane sig på vej mod Esrum. Vejret var ikke som det plejede, sjask og tø op imod jul, men dejligt klart vejr med sollys over markerne. Først gik Ane taktfast og rapt så træskoene klang mod den frosne jord, men efterhånden som hun nåede skoven, hvor rimfrosten havde pudret træerne hvide, ja så opdagede Ane at det var umagen værd at se sig om, selvom ens ærinde ikke var det aller behageligste at udføre. Der var så stille som om hun var det eneste menneske på jorden, og hun stod nu af og til stille et øjeblik og så på sneen og træerne, der glitrede i solen. Og mens hun den første tid gik og småskældte for sig selv og tænkte hvor meningsløst at sådan en skalmeje skulle have lov til at sende ordentlige folks i hullet, og at hun skulle rende til Esrum for at få dem ud, så blev hun nu blidere i sindet da hun gik her midt i al den skønhed som solens stråler frembragte, og hendes snak med sig selv mistede noget af sin skarphed. Hun var såmænd ikke så vred på drengene, for de havde kun sagt hvad de havde hørt hjemme, og de der skulle vare deres mund, det var nok de voksne. Bare hun nu kunne finde de rigtige ord til denne her birkedommer, for nok havdeordet i sin magt som kun få, men det var jo ikke sådanne fine herrer hun var vant til at tale med. Ane ville jo godt vedgå at drengene havde gjort noget forkert, og at det ikke skete mere, det skulle hun nok sørge for. Men hun ville også forklare ham at det jo kun var børn. Havde de fået par lussinger, det ville Ane syntes var helt i sin orden, men slæbe dem til Esrum og putte dem i hullet, det syntes hun var for galt. Hun ville også forklare ham at hun og Sidse ikke kunne undvære deres drenge, fordi de skulle hjælpe dem at tjene føden. Der lå is på vande, og de kunne godt fange flyndere og torsk, så familien havde noget at leve for. Og han skulle også nok få at vide hvad slags fruentimmer det var, som var skyld i alt dette. Sådan gik nu Ane og funderede over situationen, og imens havde hendes rappe ben ført hende helt op til Esrum sø, og deroppe lå de gamle kloster – Joh de havde boet smukt de gamle munke. Dejlige store marker af den bedste jord, og søen, hvor de kunne fange fisk og ål. Joh de manglede intet. Og nu var der også gravet en kanal til Dronningmølle. Her gik heste og trak pramme med træstammer fra Grib Skov. Der gik mange tanker gennem Anes hoved mens hun nærmede sig Esrum, men nu var hun der jo ben rystede lidt ved tanken om hendes ærinde. Hun ville ikke vedkende sig sin svaghed. Hun gik rask til, og snart var hun uden for birkedommerens kontor. Hun bankede på. En stemme sagde: ”kom ind”, og Ane trådte forsigtigt ind ad døren. Der sad en ung mand og skrev i en protokol og han spurgte hvad konen ville. Nu havde Ane sat sig i hovedet, at hun ville tale med birkedommeren selv, og det gjorde hun denne unge mand begribeligt. Skriveren lovede at prøve om birkedommeren var, og et øjeblik efter stod hun foran ham selv. ”Hvad vil De min gode kone” spurgte birkedommeren, og nu måtte Ane til det.Hun fortalte om de fire drenge som sognefogeden havde hentet og hun forklarede ham, at hun var enke og at hun dårligt kunne undvære Niels til at hjælpe med at skaffe maden. Hun gjorde ham forståeligt, hvordan den kvinde var, for hvis skyld drengene var kommet i ulykke og til sidst mindede hun ham om at det snart var jul, og at det dog var en stor synd om drengene skulle være her i højtiden, og til sidst sagde hun at hun jo godt vidste det var forkert det drengene havde gjort, og hun skulle nok sørge for at det ikke skete mere. Birkedommeren syntes godt om den gæve kone og han lovede at tænke over det. Men nu blev Ane bange for at hun ikke skulle få noget ud af sit ærinde, og hun forklarede at hun jo gerne vie have dem med sig hjem. Birkedommeren studsede lidt og gav sig til at forklare hende at drengene jo havde gjort sig skyldige til at få straf for at genere kvinden, og at det kunne jo ingen finde sig i, men som et sidste udbrud sagde Ane: ”Ja hvor ……. er inde ……. på taget”. Det kunne birkedommeren ikke stå for, og med et ganske lille smil i øjet, sagde han til skriveren om at udvirke at drengene kom med hjem, og da han sagde farvel til Ane, så han anerkendende på hende og roste hende for hendes energiske forsvar. Ane nejede og takkede. Det var ellers noget hun sjældent gjorde, og let i sindet gik hun udenfor og ventede på drengene. De kom noget tøvende op fra mørket. De glippede med øjnene mod solen og skuttede sig. Ane skjulte godt at hun var ved at blive bevæget. Med et ”kom så” begyndte hjemrejsen. Inderst inde var Ane lykkelig over at have fuldført sit hverv så godt, men til drengene sagde hun: ”Det er noget værre noget I har lavet at jeg skal rende her og tosse efter Jer, men lad mig nu se at I opfører Jer ordentlig for eftertiden. Så var Anes morgenprædiken færdig, og nu spurgte hun hvordan de havde haft det, og om det havde været slemt. Og drengene fortalte om hvor uhyggeligt det havde været når de i mørket var løbet imod kålhovederne under loftet, og om hvor bange de havde været for ikke at komme hjem til jul. Men som et forsonende moment fortalte de om de tykke stykker rugbrød og de store krus skummetmælk som havde gjort at de ikke sultede. Men frosset havde de, og det så det forslog. Nu var det glemt og drengene småløb efter Ane mens de efterhånden kom frem. Anes taktfaste skridt i den hårde jord og den store lettelse som de følte over at være på vej hjem. Niels var stolt over at det var hans mor der havde hentet dem, det var et stort aktiv for ham, der ellers ikke havde så mange. Nu kunne de også glæde sig til jul. De havde i år en gris at slagte, sådan mad var det længe siden de havde smagt, og en sukkerkringle og lidt ekstra fik de jo også. Men så var der den store højtid, når kirkeklokkerne kimede, og alle havde deres pæne tøj på og så gode og glade ud. Alt dette tænkte Niels på mens han med de andre drenge gik hjem fraklostres hul i Esrum. De andre drenge, som Ane havde hentet, løb lige hjem, de sagde ”farvel og tak”, men Poul og Niels boede jo ved siden af hinanden. Sidse havde næsten ikke bestilt andet end at løbe og kigge efter Ane, og da hun så endelig kom, og havde drengene med sig, ja så kom kaffekanden over ilden og et ekstra stykke sukker til i dagens anledning. Jens kom springende og veg ikke fra Niels’ side. Men de to koner drak deres kaffetår og drøftede dagens begivenheder.

SILDEFISKERIET

En del af dette skete i sommerferien. Når bønderne fra Horneby havde været nede i skolen og fortalt, atnu var kornet modnet, så kunne ferien godt begynde, ja så tænkte fiskerdrengene på sildefiskeriet - det var en god tid, noget andet end at gå og slæbe de tunge neg sammen. Selvom en avnekurv med sild vejede ligeså meget, så var det dog noget ganske andet. Det var som et spændende eventyr. Da Jens Jensen en aften stak hovedet ind ad døren hos Ane og spurgte om hun kunne hjælpe med næringerne i sidefiskerit, fordi hans kone ikke var så rask, sagde Ane straks "ja". Det var rart a komme lidt fra væven ud i luften, og drengene var glade fordi deres mor igen skulle til stranden og arbejde dér. Arbejdet bestod i at tage imod bådene, når de kom i land, tage næringerne ind på strandbredden og skille dem (rede dem op). Så skyllede mændene dem rene for sildeskæl, hvorefter kvinderne igen tog dem, bar dem op på stejlebakken og hang dem op. Når de var tørre om eftermiddagen blev de taget sammen. Hullerne blev bødet med en bødenål, og når de så var hele, var de klar til at bære ned i båden igen. Der blev så sat sten på og så sejlede fiskerne igen ud og satte dem. Dette gentog sig hver dag i sildefiskeriet. Men eventyret var sildene. Klokken 5 om morgenen begyndte konerne at gå til stranden for at kigge efter bådene, og det var spændende at se om de lå dybt i vandet, og så var konerne med i båden for at pille dem af. Så var det også spændende at høre hvad prisen blev på sildene. Var den meget sløj, kunne det ske at bådene blev trukket ud igen, og at de sejlede til Sverige med dem. Ane kunne godt lide at komme først til stranden en sådan morgen, stå ene på bakken lidt før de andre kom, og gøre lidt regnskab op med Gud og livet. Det var nu svært at Gud ville tage Peter fra hende, men måske havde hun ikke været Gud så nær mens hun havde Peter. Men havde hun da ikke Peter? - det syntes hun på en måde hun havde. Han var her jo ikke som før, men hun følte altid hans nærhed, og når hun var ved at give op, og hun om aftenen syntes at alt var så trist, så var han hos hende med sit lyse smil og sagde: "Frisk mod Ane, det skal nok gå, du har jo drengene". Så pludselig lettede det på sindet, og hun kunne igen sige Gud tak, både for det hun havde og for det hun havde haft. Ja hun kunne næsten føle sig glad. Hvis det ikke var Peter, så forstod hun ikke hvad det var der kunne hjælpe hende sådan. Hun stirrede ind i tågen, og pludselig begyndte den at lette, og nu så man bådene komme glide ud af den. Så vendte tankerne sig udad mod skønheden omkring hende, det var så smukt et syn, som det kun kunne ses i september. Nu kom de andre koner derned og det blev drøftet hvilken båd der lå dybest. Ane syntes at hun havde del i Jens Ynsens ?? båd og hun glædede sig, når det var den der havde den største last. I dag ser Ane, at der er sild over hele linjen. Nu skynder Trine, Sofie og Ane sig ned til bådene, som er trukket op på stranden, og så går det i en fart med at få sildene pillet af. Nu er Ane nærværende, og hun er fingernem og en god hjælp. Hun nyder livet og …… sammen med de andre. Der er kommet et par svenske både for at købe sild, og det betyder at der er god pris på dem. Så snart sildene er pillet af, går konerne i gang med næringerne, mændene tæller sildene op i ol (1 ol = 4 snese). Det bliver opad formiddagen, før de er færd. alligevel værdifuldt for Ane. Ane får en pøs sild med hjem. Hun tager fra til flækkesild. De bliver flækket i ryggen og hængt på en pind, for de skal ……og ryges, det er en dejlig ret. Nu kommer Niels med fisk fra krogene. Den skal han til Horneby med til ham de fik grisen af, og de har fået lov at pille aks op efter høsten til at fede grisen op med, og det er nok en ret fisk værd. Jens er ikke kommet fra stranden endnu, han hjælper fiskerne og løber ærinder for dem. De har alle tjent noget i dag og Ane kan nok mærke at det hjælper hende med at klare det daglige. Og nu er Niels snart voksen, sulte gør de ikke for fisk og kartofler har de aldrig manglet, og det er ikke store krav de stiller for at være tilfreds. Hvis sildefiskeriet varer en tid kan Ane få sin gris født op, og sikken mad de så skal have til vinter. Der kan blive lidt til Sidse med, for hun kan nu ikke klare sig så godt som Ane. Hun er så vakkelmodig, men Ane kan godt lide hende, og glæder sig allerede til at give hende lidt af grisen. Sådan går Anes dage med slid og slæb men også med taknemmelighed i sindet. Hun forstår at takke gud som gav hende kræfter til at arbejde og for hvad han gav hende i hendes to drenge. Og tiden går og Ane kan begynde t tænke lidt på sig selv. Niels skal efter konfirmationen ud med en af bådene, og så er der jo igen én mand i huset. I året 1840 blev bedstefar Niels konfirmeret. Ane havde set hen til denne dag som en skelsættende begivenhed. Ane følte det som om en byrde var taget fra hendes skuldre, nu kunne han tage med ud at fiske. Selvfølgelig følte hun angst for at have en af sine kære på søen når vinden peb og vandet slog op på stranden, men det gav også spænding, som Ane kunne lide og som hun var født med. Når han kom i land og Ane kunne spørge: "var der noget på krogene", så var hun selv med i det, som før i tiden, og der kom lidt penge til huse. Ja Ane fornam, at alt ville blive lettere. Hun fandt Peters tøj frem, og af det blev der syet konfirmationstøj til Niels. Jens gik om sommeren til Horneby og vogtede køer, men han skulle også snart hjælpe til ved fiskeriet. Og hver sommer havde de en gris i grisehuset. En oktoberdag fulgte hun Niels op i kirken, og sammen med 15 andre blev han konfirmeret. Den dag kom Sidse og Peters og Anes familie til kaffe. Den gamle kaffekedel fik ekstra bønner og blev stillet på brædderne, så grumset kunne falde til bunds, og der blev købt sukkerkringler af kagekonen, som kom fra Helsingør. Niels´ fremtid blev drøftet, og Ane var rigtig i sit es. Han fik 4 rigsdaler af familien - det var mange penge, og for dem skulle der købes olietøj og langestøvler, så han kunne klare dårligt vejr til søs.

DEN GAMLE BY SOM JEG HUSKER DEN

Kan du huske den gamle by – det kan du vist ikke, men jeg kan se den for mig. Dengang var der kun én gade og det var hovegaden – så var der vejen fra hovedgaden ned til havnen, det var næsten én gade, mens alle de andre var smalle, sandede veje, hvor fiskerne kørte med deres trillebør, når de skulle til stranden med deres garn eller næringer, når de skulle ud at fiske sild. Mange huse lå helt ud til vejen. I disse huse boede mest fiskere og lodser, og omkring husene stod store rosenbuske, ikke med små blomster, men med de dejligste duftende strandroser – lyserøde eller hvide, der tittede op over hækkene. Og buskbom træet, som kan blive 100 år stod på et lunt sted i haven. Af det blev der klippet kviste, når der skulle bindes kranse. En rabarberblok og et par ribsbuskefandtes også, og ved kirkegærdet stod nogle flerårige kørvelplanter og et bed med persille. Ellers var det mest kartofler der blev dyrket. I vinduerne stod mest pelagonier og en enkelt rosengeranie. Når en søn skulle giftes byggede man et fag til huset, der ellers ikke kunne rumme den nye generation. De to familier boede så side om side i huset, og de fulgtes ad til stranden, på havet fulgtes og far og søn. Når en far havde en voksen søn i båden, kunne han klare fiskeriet til han blev gammel, og når de så ikke mere kunne fiske, så sad de hjemme or ordnede garnene, så der altid stod hele og stenede garn, når de unge kom hjem. De bandt også nye garn. Fra først af spandt kvinderne hør til at binde garnene af – senere købte de garn på net fabrikken, det var en stor fremgang da petroleumslampen kom i stedt for lysene. Der blev altid holdt mørkningstime, hvor kun lyset fra den åbne kakkelovnsdør lyste i stuen, så sad de gamle og fortalte historier – og vi lyttede. Det var vor allerbedste time. Bedstemor fortalte om nisser og trolde, lygtemænd og andet overnaturligt. Bedstefar fortalte mest om krigen. Han havde været med i krigen 1848. Han var til søs og var kanoner. Der fik han en medalje. Der var meget at fortælle om. Men en gammel mand, som var barn i 1848 fortalte engang senere, at han og de andre drenge løb over bag gårdene, for at se hvordan krigen gik. Mere bange var de ikke. Men de der var med i krigen var jo stolte over at de vandt sejren. Bedstefarfortalte, at når kongen kom, (det var Frederik den syvende) så fik de punch over hele linjen. Bedstefar og hans kammerater aftalte at de ikke ville skrive hjem, for når de derhjemme gik og troede at der var sket dem noget, så blev de meget glade og overraskede, når de fik dem lyslevende hjem.

ET TRÆK FRA SVUNDEN TID JEG OPLEVEDE

Mange mange år er gået siden jeg som ung pige gik til stranden i den lille fiskerby, på sandede veje, hvor den tykke syrenbusk på gærdet gjorde vejen smal, og hvor trillebøren satte dybe hjulspor, der gjorde det svært at trille den. Dengang da fiskerne kunne trille alle deres grejer ned til standen om aftenen, og var sikker på at de var til at finde samme sted næste morgen. Det var dejlige tider at opleve. Lad os tænke os en dag i sildefiskeriet efter at de havde fået havnen. Klokken 3 om morgenen gik fiskerne på skift og kaldte på hinanden ved at banke på vinduet. Hos os hed det: "Hendrik nu skal du op, klokken er 3". Så skulle de på stranden og kaste næringer (sildegarn). Far og mor kom hurtigt op og mens far gjorde sig klar fik mor kaffen på bordet. Den blev drukket i en fart og far kom af sted. Mor fik tid til et lille blund før vi klokken 5 stod op. Ved den tid skulle kvinderne til stranden for at tage imod fiskerne når de kom hjem. Jeg synes altid at vejret var godt i september måned. Vi gik ned på bakken og stod sammen med de andre koner og ventede. Der lå ofte en tæt dis eller tåge ud over vandet. Skibene tudede - det var i sejlskibenes tid og der kunne godt ligge 30-40 skibe og , vente på medvind. Og som vi stod dér, begyndte solen at skinne o sprede disen, og nu så vi den ene sildebåd efter den anden komme ud af tågen, og efterhånden som de kom ind, forsvandt de koner der hørte til den båd. Vi gættede på hvor mange sild de havde eftersom båden lå på vandet. Lå den dybt var der god fangst. Man fik altid en munter replik når man spurgt om fangsten, selvom den var lille, for en fisker venter altid mere i morgen. Var der mange sild måtte konerne i båden og pille dem af, og så varder fest. Havnemolen var fuld af mennesker og prangerne stod og overbød hinanden når de købte silden. De blev solgt i ol (1 ol = 4 snese)og fiskerne talte dem op ved at tage 2 i hver hånd og talte 4-8-12. Så skulle vi være stille, så der ikke kom uorden i tallet. Højdepunktet var vel nok, når bedstemor kom med kaffen. Der var gerne store tvebakker til og en dejlig stor kaffekande fuld af god varm kaffe. Så holdt arbejdet med sildene op og hænderne blev skyllet i havnen så de værste sildeskæl blev fjernet, og nu rakte ivrige hænder efter kopperne med den dampende kaffe. Tvebakker var ikke hverdagsmad, derfor smagte det os særlig godt. Snakken gik fornøjeligt. Der blev råbt fra den ene båd til den anden og spurgt hvor mange sild de havde fået det til. Når sildene var pillet af garnene blev på strandbredden ordnet (skillet næringer) - det var konernes arbejde. Mændene, der altid havde lange søstøvler på gik ud i vandet og skyllede dem rene for skæl og så blev de båret til stejlepladsen og hængt til tørre. Derefter gik alle hjem til frokosten, der bestod af kogt sild og kartofler, ostemad og kaffe. Når næringerne var tørre blev de taget af stejlerne og båret hjem. Hvis der var huller i, skulle de bødes. Efter middag fik fiskerne sig en lur og ved tretiden bar de hele og rene næringer ned igen. Så blev der sat sten på. På den øverste side var der kork. Garnene skulle jo stå oprejst i vandet. Sildefangsten kunne, efter fiskernes mening, afhænge noget af hvem de mødte nå de gik til stranden med næringerne. Jeg kan huske en gammel kone, der blev regnet for et meget dårligt møde. Jeg har hørt en fisker sige: "Ja jeg vidste det, vi kunne lige så godt blive hjemme når vi mødte hende". Jeg kan også huske at gamle koner der så fiskerne komme med garnene, vendte om, for hvis de nu skulle være et dårligt møde ville de undgå det. Der var også mange der var et godt møde, og så smilede fiskerne og troede på en god fangst. Det var en dejlig tid på året når sildene ankom, så var der råd til at smide en snes sild i en fattig kones kurv udenbetaling. Og i hjemmene blev der råd til lidt ekstra, både tøj og mad, og så var det jo også i denne tid at der skulle sættes lidt i sparekassen, så der var noget at stå imod med, hvis det blev en streng vinter. Og så en gang om ugen blev der byttet penge. De fiskere som fiskede sammen mødtes hos ham som ejede båden. Hjemme var det bedstefar som ejede sildebåden så længe han levede. Pengene blev delt på den måde at havnen fik en del og båden en del - det kaldtes bådslod - resten deltes lige. Så kom der the og rom på bordet, det var jo ikke så dyrt dengang - en flaske rom kostede 80 øre. Nu er det andre tider. Kutterne tøffer ud af havnen med deres vod, og damperne haster af sted for at rejsen ikke bliver for dyr. Når søfolkene kommer i havn har de dårlig tid til at komme op i byen og opleve det fremmede. Nej - må jeg så bede om de gamle dage, hvor fiskerne med piben i munden drøftede tidens problemer på bænken ved stranden, der blev ikke set så meget på klokken, kun på vind og vejr. Den tid står altid for mig som en herlig tid jeg altid gerne vil mindes. En fiskers levestandard var ikke høj, vi manglede aldrig det nødvendige, men vi stillede heller ikke store fordringer. Fisk var vort vigtigste fødemiddel og den blev tillavet på alle mulige måder: stegt, kogt, som farsret, gratin og plukfisk. Torsk og flynder blev tørret til brug om vinteren når de ikke altid kunne fiske, og sild blev saltet til hele årets frokoster. I haven blev der lagt kartofler og i et aflukke gik der om sommeren en gris, der efter at have nået en anseelig størrelse - ca. 14-15 lispund - blev slagtet og saltet. Skinkerne blev røget og der blev lavet mange pølser. Fra Amager kom en båd med grøntsager og dér hentede bedstefar kål og selleri, Porrer og persille dyrkede vi i haven. En vogn fra landet kørte igennem gaderne med gulerødder, så købte vi en eller to skæpper. På den måde var vi garderet for vinteren, og det var kun få penge vi brugte til andre ting. Min gamle bedstemor Nille var født i 1835. En sommerdag stod hun og ned over den smukke hvide badestrand. I klitterne lå badegæsterne næsten nøgne og tog solbad. Mænd og kvinder lå mellemhinanden. Før var der dog et stykke sækkelærred imellem dem. Det var sat et godt stykke ud i vandet for at markere hvor hver skulle bade, men nu var det også væk, så badede sammen. Og den gamle bedstemor med det trekantede uldne tørklæde, knyttet foran sit lille tørklæde og de mange skørter og hjemmestrikkede strømper, tørrede sig om næsen med bagen af sin hånd og sagde i en jamrende tone: "hvordan skal vore unge dog blive, når de færdes imellem sådanne mennesker". Og at de var noget alvorligt som tyngede hårdt på hendes sind, bevidstes ved, at hun hele vejen hjem sukkede: "Ok ja, ok ja", og da hun kom hjem blev hun ved at sukke, mens hun tog sin strikkestrømpe og satte sig ved kakkelovnen. Ikke fordi der var varme i den, men fordi det var hendes plads uden hensyn til årstiden. Etter sådanne overvejelser varede det noget før hun igen talte som sædvanlig, og da jeg netop kom hjem fra skole, kastede bedstemor et vurderende blik på mig, men hun opdagede snart at jeg ikke var helt ødelagt. Kjolen gik et anstændigt stykke ned over knæene, strømperne var sorte og hjemmestrikkede et stivet forklæde og en stram fletning med en sløjfe i fuldendte dragten. Og alt det meget tøj hindrede enhver solstråle i at nå ind til kroppen og solbrune den. Nej, hende behøvede bedstemor ikke at være angst for foreløbig. Hun var så hjemmestrikket og gammeldags, at hun kunne ligne en ung udgave af hende selv, og hun fik de strengeste instrukser om ikke at komme i nærheden af de nøgne mennesker. Og hun voksede op i den tro at de badende var en helt anden slags mennesker end hun selv, men at hun og bedstemor var i den bedste del. Og bedstemoderen der nu var færdig med at sige : "ok ja", drog endnu et dybt suk og sagde: "Ja, var det ikke for pengenes skyld" - længere kom hun ikke i sine betragtninger, men vi vidste at det var badegæsternes tilstedeværelsehun tænkte på. Men det var for pengenes skyld at byen tog mod københavnerne, og efterhånden som der blev bygget nye huse var det i villastil med værelser både foroven og forneden, for at de kunne få en ordentlig leje for dem i ferien. Og når der om vinteren var 600 indbyggere, så varede det ikke længe før der om sommeren var 2000, og de gamle bedstemødre så efterhånden mildere på de badende og kunne endda finde på at sige: "Ja, de siger jo at de bliver raskere af det". Og fiskerne sad på bænken ved stejlebakken og kiggede langt og undrende efter de langbenede københavnerpiger, der ikke gemte deres yndigheder under de lange skørter.

VORE KØBENHAVNERE

I vort hus var der også københavnere, men de vakte ingen forargelse. Det var jo en gammel professorinde med 3 voksne børn, to døtre og en søn. Den ene datter talte penge i nationalbanken, den anden var lærerinde. Sønnen, der som årene gik avancerede fra student til cand. jur. og siden til politiinspektør, blev under hele forfremmelsen ved med at hedde Kristian for de ældre i familien. Vi børn kaldte ham altid kandidaten. Deres efternavn var …………….. Larsen. Disse mennesker boede hos os i 13 år og vi var venner for livet. Det var et stortgodefor os børn at lære disse kloge og fin mennesker at kende. Det var inden jernbanen kom, og inden der kom en ordentlig vej fra Helsingør til Hornbæk. Første år var 1896. Den lukkede dagsvogn var den bedste forbedring der fandtes og det var den der bragte københavnerne til fiskerlejet. Den dag vore københavnere skulle komme så vi hen til som en stor festdag. Det var i regellidt over middag de arriverede og længe før løb jeg ud i skoven, iført min fineste stads, for at møde dem. Endelig kom den skrumplende, fyldt både på taget og siderne med alskens mærkelige ting. Der var liggestole og havebord, der var baljer fyldt med køkkentøj og mange andre ting, som gjorde dagvognen festlig at se på. Når jeg så mødte dem, blev jeg taget op og kom ind mellem fru Larsen og frk. Julie som lærerinden hed. Den anden datter (frk. Alex ??) og kandidaten kom på cykel om eftermiddagen. Det var mærkeligt for mig at sidde i den overbelastede dagsvogn, som at køre i en lille mørk stue med små vinduer, men ih, hvor jeg nød det. Og så jollede den sjove vogn da hjem til os med vore københavnere. Før denne dag var nået, var huset skuret indvendigt, både i skuffer og skabe, gulvene var ny ferniseret, nyt papir var sat på væggene, hvor det var nødvendigt, maling både ude og inde. Alt skulle skinne - og det gjorde det. Og da så dagen kom og alle de sære ting var sat på plads, gik vi og kiggede på hvordan det tog sig ud i vore stuer. Men først modtagelsen. Bedstefar og bedstemor og mor (far var jo gerne på stranden) stod på trappen og bød velkommen. Mors pæneste dog og fineste kopper var på bordet og der var kogt chokolade og bagt æbleskiver som på en rigtig fødselsdag og mens de drak, blev der fortalt nyheder både fra København og fra os. Når de så havde drukket sad vi børn som på nåle, for nu var det rart at se hvad der var i kufferterne til os. Jeg fik hvert år stof til en kjole, og det var jo spændende at se hvordan det så ud. Sådan fik hver sin gave, som om det var juleaften. Jeg havde endnu en stor oplevelse i vente, for nu kiggede jeg efter kandidaten. Når han kom tog han mig på cyklen og så kørte vi først til bageren, hvor jeg fik lov at vælge flødeskumskagerne og så til boghandleren, hvor jeg fik billeder til mit glansbillede album. Kandidaten var min meget gode ven. Det var ikke så mange penge vi fik i leje - 150 kroner for ferien, men vi var så glade for at have gode mennesker i huset og allerede dengang vidste vi at vi var venner hele livet. Fru Larsen gik også i vandet, men det var fra en badeanstalt som gik langt ud i vandet og mænd og kvinder badede adskilt fra hinanden. Badedragten gik højt op i halsen og på benklæderne var der flæser forneden. Døtrene havde samme slags dragt på, intet kunne her støde bedstemoders moral, alt var i orden. Bedstefar havde været i skoven og købt brænde og det stodfint stablet, lige til at fyre i komfuret. Og når de så igen var rejst til København og sildefiskeriet var begyndt, lagde bedstemor en stor krukke kryddersild som blev sendt med en kartoffelskude ind til fru Larsen - og når grisen var slagtet blev der sendt et af de bedstestykker ind til Sølvgade, hvor de boede. Til gengæld kom der hver fastelavn 12 store fine appelsiner med posten. Af disse 12 blev der, da vi var 6, 2 til hver, men kun 1 appelsinblev delt hver aften og så længe der var én tilbage var eventyret om appelsinerne ikke helt forbi. Nogle dage før jul kom kurven, som flæskestegen havde været i, tilbage og den var nu fyldt med julegaver og godter af forskellig slags, og skønt den om så sikkert hver eneste jul var vi børn dog ængstelige for at de en jul skulle glemme den. Og når den så kom, og den først måtte åbnes juleaften, ja, så var det jo næsten ikke til at holde ud. Der var da også i reglen prikket hul hist og her i papiret der var bundet over. Mor gik hver jul i skoven og hentede grønt, små spirer af tyttebær, vejmosefyr og bregner. Det fik fru Larsen til at pynte op med i sine stuer til jul. For som de var festligt for os hvad der kom fra København, var familien dér glad for en hilsen fra os. Kartofler sendte vi, købt hos en landmand, til Sølvgade og brevene gik flittigt mellem København og Hornbæk. Det var et særkende for far og mor at de ville gengælde de ting vi fik, og det gjorde de også. Da frk. Alis ?? , som den sidste i slægten døde, fik jeg 6 spisskeer,6 gafler og 6 dessertskeer i arv, og det var god sølv fra hofjuveler Michelsen. Der løb en lille dreng gennem de sandede veje. Han var barhovedet, spinkel og lys. Hans mål var stranden med det hvide sand med bådene, som hver aften blev trukket op på stranden af stærke barkede fiskerhænder. Det var svært arbejde, når dagens fiskeri var endt, så at sætte ryggen til båden og på skipperens "Ohøj" bruge alle kræfter til at få sat den tunge båd på land, hvor den stod læ og sikkerhed for natten, og lige så tungt var det om morgenen, selvom natten havde givet friske kræfter til fiskerne, igen at få sat den ud, så de kunne komme til dagens gerning. Men fisker elsker søen, selvom den er farlig. I dage hvor stormen hyler op og sneen generer for udsynet, så er det slemt at være på søen, og det er næsen ligeså hårdt for fiskerens kone at stå på stranden og kigge ind i snetykningen, for at se den lille prik, der gemmer al hendes kærlighed og lykke. Men er båden så i land, og hun har set smilet i det vejrbidte ansigt, ja, så er det for hende som om der aldrig havde været angst i hendes sind og hun tænker kun på at finde det bedste i sit lille spisekammer og få god varme i stuen for at få tøet sin sømand op. Sådan er det en vinterdag. Men en sommerdag som denne, hvor drengen løber ned for at hente sin far, står han på stranden og kigger efter båden med det lappede sejl. Han kunne både trække i tovet og skubbe på båden, og var alt så i orden og garnene trukket på land, ja så fulgtes han med sin far op gennem de sandede veje til hjemmet. Og mor havde ventet dem. Hun kom til lågen og tog imod. Du dejlige lille fiskerby med den herlige strand og de dejlige gamle fiskere uden jag, der var altid tid til at drøfte et spørgsmål om vejret og den nye havn, som var deres mest brændende ønske, og om hvor fiskerne stod. Og de havde altid tid til at tage en lille dreng eller pige i hånden og fortælle og tale med dem. Man følte sig så velsignet rolig i deres selskab. Tak fordi jeg fik lov at opleve den tid.  

BEDSTEFAR NIELS PETERSEN MADSEN.

Han blev kaldt Madsen fordi hans far Peter Hansen fordi hans far, Peter Hansen døde da han var 2 år og han fik navnet Madsen efter sin mor. Bedstefar fortalte, at da han var 7 år måtte han ud at tjene. Han tjente hos en skolelærer Larsen, og denne lærte ham at læse og skrive. De skrev i sand, med en pind slettede de det ud de havde skrevet, og så kunne de skrive igen. Ellers var det mest skriftsteder de lærte og remser som blev skrevet op på en tavle og som de skulle lære. Senere hjalp han sin mor ved at fiske. Da han blev voksen var han en stor, stærk karl, som nok kunne gøre sin pligt om bord. Han fulgte med til Odden og han kunne huske, at det var en stor dag da han første gang var med til at bygge penge. Der var en ung mand med i båden, det var Jens Jensens søn, Erik. Han blev bedstefars ven hele livet. Nu gik der nogle år. Bedstefar fiskede og hans mor fik det meste af hans penge, og der blev sparet på dem, så de forslog noget. En vinter stormede det så meget at de flere gange mistede krogene, og da en fiskerenke fra Ålsgårde søgte 2 fiskerkarle, tog Niels og Erik derhen og fiskede et årstid. Det kneb meget med at få noget at spise. De fik kun 3 rundtenommer til frokost og så satte konen mærker i brødet, så de var aldrig mætte. Men så fandt de på at flytte mærkerne og på den måde redede de sig nogen ekstra skiver brød. Efterhånden fik hun godhed til bedstefar og ville give ham lidt mere mad end de andre, men bedstefar sagde altid at Gud havde hjulpet ham, så han ikke blev forført. En dag skulle han gå op på loftet og hente nogle garn, og da han skulle ned snublede han, og han fortalte altid, at Gud tog ham i nakken og satte hans fødder på stigen, så han igen fik fodfæste. Det huskede bedstefar, og han fortalte os om det, da han var blevet gammel.Da han var 19 år kom han til orlogs, og så kom han med i krigen som en af de yngste i 1848. Det fortalte han os om. Han fortalte, at det var en rask tid. Krigen var jo ikke så brutal som i vore dage. Bedstefar var kanoner og han var jo til søs. Der var flere fra Hornbæk og de blev enige om ikke at skrive hjem, or så blev de meget gladere, når de pludselig så dem komme lyslevende. Bedstefar fortalte, at når Frederik den syvende kom, så fik de punch over hele linjen. En gammel mand fortalte mig, at han som dreng, sammen, med nogle andre, havde ligget bag gærdene og fulgt krigen. Så den har ikke været så slem som de senere krige. Og så fiskede bedstefar videre og hjalp sin mor. Han blev gift da han var han 33 år og bedstemor var 24 år, og han fik selv en sildebåd, som holdt så længe, at jeg kan huske den, og Erik var altid med i båden. Bedstefar var, i modsætning til bedstemor, en meget gladmand. Han var sammen med………. Fra Havreholm Slot i havnebestyrelsen. Når de havde møde, skulle bedstefar altid brygge punchen, for det var han en mester til. Han blev aldrig selv fuld, men han fortalte, at det skete for nogle af de andre. Emilie, som havde været gift med bedstefars bror, blev senere gift med en sognefoged fra Horneby og han kom så tit og hentede bedstefar, når der var noget han ikke kunne klare. Når vor nabo, Jens Andreasen, bankede sin kone, gik der bud efter sognefogeden, som jo var betjent. Men sognefogeden var en lille langsom mand og Jens var gesvindt som en hare. Jeg lå en dag i vinduet og skulle se når Jens kom. Sognefogeden fik fat i ham, men Jens smøgede jakken af, og dér stod han med jakken, mens Jens løb. Så måtte bedstefar hjælpe ham. Engang satte Jens sig på grisen og den fór ud mellem sognefogedens lange ben. Engang kom de løbende, for Peter … var kommet hjem fra …….. og havde fundet en fremmed mand hos sin kone, og nu sloges de. Bedstefar var morbror til Peter …. Bedstefar var stor og stærk, og han tog den ene og ville smide ham ud af vinduet, men vinduet knustes og rammen gik med, så den næste dag måtte bedstefar hen og sætte ruden i. Sådan var bedstefar, en slags hjælp for sognefogeden. Han kunne ordne alt.

BEDSTEMOR.

Gamle bedstemor sad ved kakkelovnen og strikkede, det var hendes meste arbejde, og indimellem sukkede hun. Så sad vi helt stille og ventede på at hun skulle tale, for vi vidste, at bedstemors tanker gik langt tilbage, det var dengang man havde tid til at tænke. De gamle var gamle, og ville være det. De boede sammen med børn og børnebørn og kunne godt få tid til at fortælle om dengang de selv var unge. Tilværelsen var jo langt mere enkel. Naboen havde jo hverken radio, fjernsyn eller køleskab, og ingen tænkte på den slags. Skilsmisser hørte man aldrig om. Når præsten havde sagt at de skulle holde sammen, så gjorde de det, og mon det var en dårlig skik. Når bedstemor sad og strikkede, så gik tingene af sig selv, og hendes tanker kunne frit arbejde med både fortid, nutid og fremtid. Bedstefar og bedstemor var de vigtigste personer i hjemmet. Der blev altid forlangt ærbødighed for de gamle. Når brændet knitrede i brændeovnen, og det begyndte at skumre i stuen, så lukkede bedstemor ovndøren op, og i brændegløderne kunne vi se de mærkeligste ting, der satte fantasien i gang. Og så fortalte bedstemor om lygtemænd og….. om varsler og sagn. Om kong Valdemar, der en nat holdt taffel ude i skoven. En kone, der en sen aften gik hjem fra Helsingør havde pludselig set det. De sad ved bordet og spiste og drak, og hun vidste at var kong Valdemar. Hun fortalte også, at da hun tjente i Helsingør i huset ogpigerne sad ogplukkede gæs - de havde fjerene i en balje - og pludselig fløj alle fjerene op i luften og dalede ned i baljen igen, uden at én eneste fjer kom udenfor. Ja mange ting kunne bedstemor fortælle, og så sad vi børn ikke på en skammel ved kakkelovnen - nej, vi oplevede selv de sælsomme ting. Vi var med idet hele og kunne gyse længe efter fortællingen var slut. Når bedstemor sukkede: "Åh ja", så sad vi stille, for vi vidste, at hendes tanker gjaldt den søn, som blev derude. Han druknede på sin første tur en uvejrsnat i Biscayen, og bedstemor sagde altid: "Ja de behøvede ikke at komme og fortælle mig det, for jeg vidste at det skete. Bedstemor var lidt synsk, hun vidste det også, da hendes bror døde i Siam. Han døde af den gule feber og blev begravet Hskrev han hjem efter sin kæreste, og hun rejste ud til ham. Det var ikke hyggeligt, for der var mange sørøvere dengang. Efter de var gift sejlede hun med ham nogle år. Det var lidt uroligt for hende, og en nat da hun lå i sin køje, hørte hun døren blive låset til lukafet. Hun stod op og kiggede ud af koøjet - alt var stille og mørkt, men lidt efter hørte hun buldren råb og skrig. Hun blev meget angst, både for sig selv, men mest for sin mand, for hun forstod, at der var slagsmål på dækket. Efterhånden blev der stille, men så var natten også ved at være forbi, og da Emilie, som hans kone hed, om morgenen kiggede ud, så hun at der i master og reb hængte kinesere. De var hængt i nattens løb, da de ville erobre skib og ladning, og nu skulle de hænge der lidt til skræk og advarsel for andre sørøvere. "Enten bliver det jo os eller dem der må bukke under, og denne gang blev det dem", sagde kaptajnen, da han trøstede sin forskrækkede unge kone. Det var en bevæget tid, men han var en rask sømand og klarede sejladsen. De fik en lille pige, men han selvdøde af gul feber. Emilie sælge skib og hjem og forlade Siam med sin lille pige. Hun rejste gennem Rusland, det var en slem rejse, den varede længe, og hun fik kun få ting med hjem, alt det andet havde hun mistet. Men de ting hun fik med hjem, gemte hun med megen omhu. Når vi besøgte hende og så de gamle billede af hendes mand sagde hun: "Hvor var han nydelig". Dengang var hun 80 år. Af det kunne sluttede vi, at var hendes ægteskab end kort og bevæget, så var det dog lykkeligt, fordi de to holdt af hinanden og beundrede hinanden. Det var mørkningen med bedstemor.

BEDSTEMOR.

Har du set nytårsnyet ?, havde du penge i hånden? En aften efter nytår tog bedstemor mig i hånden. Jeg skulle ud og se nytårsnyet. Det bedste var jo om vi havde en guldskilling med eller sølv, for de gamle sagde at så kom de ikke til at mangle sølvpenge i året der kom. Vi manglede nu aldrig penge, for vi brugte aldrig mere end vi tjente, og så mangler man jo ikke noget. Gode gamle bedstemor. Som barn forstod jeg dig ikke. Jeg syntes du var gnaven og egoistisk, men ih, hvor jeg nu forstår dig. Du havde haft en stor sorg og den kunne du ikke komme over. Men når jeg kom ind til dig om aftenen og sagde: "Godnat bedstemor" og du sagde: "Godnat mit lille lam og Gud velsigne dig", så var du mild og blid og ønskede Guds velsignelse over os alle i huset. Om søndagen ville du at alt skulle være stille, og når du så at præstengik på prædikestolen, så to du Vilhem Becks …..bog frem og læste dagens tekst, og så lille du var, bøjede vi os for din styrke. Overtroisk var du også, men det forandrede ikke noget i dit forhold til Gud. Bedstefar var altid glad, og nå du skældte ud over noget, så lo bedstefar. Engang tog han bedstemor og satte hende op på dragkisten, og så måtte vi alle le. Bedstefar forkælede bedstemor meget, hun måtte ikke løfte de tunge dyner. "De er alt for tunge for dig" sagde bedstefar, og så redte han sengen for hende. Der skulle altid én fra huset i kirke, men når det var Oles tur, at han engang sprang op på en stol og citerede: "Naturen r en kirke, en lys og liflighelligdom", og så måtte bedstemor le, og Ole gik i skoven med sine kammerater. Når vi gik tur, gik vi jo altid i skoven eller op ad landingen ?)). Der var altid noget at opleve. Bedstefar sang alle de gamle viser for mig, han var altid i humøret, Jeg ville ønske jeg kunne huske viserne. Bedstefar var stor og stærk og tog livets tilskikkelser med godt humør. Bedstemor brugte mange af de gamle ord. Hvis man anstrengte sig alt for meget blev der sagt: "Nu må du ikke strebesere alt for meget". Når én var uvillig til sit arbejde, var han dalhering (?)). Når et menneske havde genvordigheder, sagde bedstemor: "Ja noget skal man ha´, ellers bliver man alt for housisk. Hvis én var sladderagtig og fortalte ondt om andre, sagde bedstemor: "Ja det skulle ud, om det så skulle ud af sidebenene". Èn som så trist ud så male….. ud. Hvis én var vigtig var hun kålhøgen. Èn der pyntede sig meget og dog ikke var pæn, var en hejre, hvis hun var for fin var hun en kalkunsk hane.

 

BEDSTEMOR.

Beboerne i Gilleleje var haner, i Villingebæk stejler, i Hornbæk rotter og i Hellebæk katte. Kattene gik til konfirmationsforberedelse i Hornbæk og mellem kattene og rotterne udspilledes drabelige slagsmål. Fastelavnssøndag morgen gik hornblækdrengene rundt i byen med flag og et hanehoved på en stang, og de sang ved husene:

Goddag fader, moder og søster kær
vi kommer til Eder en bøn vi frembær.
Vi unge har os forsamlet i dag for ret at holde et lystig godt lag.
Men retsom vor leg var bedst udi sand,
så fik vi at vide at fjenden var i land.
De tvende fjender var kommet i nat,
Den ene en hane, den anden en kat.
Vi bleve ej bange for dette anskrig,
men strede mod fjenden, både fattig og rig.
Vi bleve ej bange for dette kom på,
Med strede mod fjenden bådestore og små.
Og hoved af hanen vi listelig tog,
Mens katten på flugten vi ….. jog.
Og vil I ikke tro at det er sket
Så kan I på hovedet af hanen at se.
Og så prikkede de på ruden med hane hovedet.
Vi beder Eders piger at komme til bal
for ret at holde et lystigt godt knald.
Vi ved ej med vished, hvor dette skal stå,
men håber en stue hos godtfolk at få.

Og så om aftenen holdt vi gilde og vi piger kogte chokolade, og der blev købt boller. Der blev også købt 2 flasker kirsebærvin og præsten og skolelæreren kom og deltog i vores leg, og de fik chokolade og boller og bagefter et glas kirsebærvin. At få et glas kirsebærvin sammen med dem, det var det helt store sus. Men så kom der en ny præst, som forbød drengene gå rundt med flagene, og så holdt det op. Det var synd at den morsomme og uskyldige skik forsvandt.

NICOLAJ.

En aften da mor og jeg stod i køkkenet og lavede aftensmad bankede det på døren, og ind kom en stor kraftig mand med en stor bowlerhat og en tyk, brun, nubret frakke. Det var Nicolaj, fars halvfætter. Hans far havde en stor skibsprovianteringsforretning i Hornbæk, men hans far og mor var for længst døde, og Nicolaj havde i mange år været i Amerika. Det var en stor oplevelse for os at høre ham fortælle om hans oplevelser. Jeg var ikke så stor, så jeg løb ind til bedstemor, som var gået i seng, og fortalte om den store mand fra Amerika. Da bedstemor hørte hvem det var, stod hun op og kom ind og skulle høre nyt. Og så fortalte om sine oplevelser. Han havde fisket torsk på New Foundland, været gudgraver, tallerkenvasker og meget mere andet. Nicolaj hørte så nyt hjemmefra, og at hans mor i mellemtiden var død. Efter den dag kom han meget ofte hjem til os. Han fik en hud som hed Sport, den fulgte ham overalt, men han havde også en violin, og den kunne han spille på. Han spillede, og vi sang alle de gamle fædrelandssange, og far læste Ingemanns romaner højt. Bedstemor gik tidligt i seng, men hvis klokken blev over ti, kom hun g sagde: "Skal I ikke se at komme i seng, I skal jo op i morgen og bestille noget". Så gik Nicolaj, og så gik vi til køjs. Sådan hed det i Hornbæk. Men en kop kaffe fik vi jo først, og det var mange festlige aftner vi oplevede på den måde. Nicolaj havde i Amerika pådraget sig en blærelidelse, og når mor så ham komme henne på vejen, skynde hun sig at sætte en træstol frem til ham, den måtte gerne skurres godt, når han var gået, men vi holdt af Nicolaj og så bort fra ulemperne. Han var en ven af huset. Jeg løb tit til købmanden og købte en pakke Melba cigaretter til 15 øre, dem røg Nicolaj. Jeg gik en tid og lærte engelsk hos ham, men så kneb det med tiden, og jeg måtte holde op. Det var godt der ikke var radio og fjernsyn dengang. Disse aftner husker jeg altid, og de gamle fædrelandssange vil jeg altid mindes.

VORT BRYLLUP I HORNBÆK

Den 2. maj 1919 blev vi viet i den gamle kirke i Hornbæk. Det var meget festligt. Vi gik hjemmefra ad vejen til kirken, mens klokkerne kimede. Vi plejede at gå op ad den lille stige til kirken, men den dag skulle være rigtig. Far var i jaket og høj silkehat, og jeg havde hvid kjole og myrtekrans. Vi havde 6 brudepiger med hvide kjoler og en lille buket roser. Jeg havde en stor buket roser og liljekonvaller o bag os kom så alle gæsterne. Kirken var smukt pyntet med grønne grene, det havde Ellen og Dagmar gjort og de var fyldt med mennesker, de fortalte mig, at der var lige så mange som til juleaften. Præsten holdt en nydelig tale, sagde de, for jeg kunne ikke rigtig følge med, og så vandrede vi hjem igen til et pænt lille gilde. Vi fik mange ting til vort bryllup og en masse blomster og telegrammer, jeg kan ikke huske hvor mange. Om aftenen kom Borsholmgårds stadskøretøj med kusk i liberi og kørte os til Horserød. Det var jo lige efter første verdenskrig og det var vanskeligt og dyrt hvad man skulle købe. En pige skulle dengang have et ordentligt udstyr, og det fik jeg. Mor og jeg tog til Hillerød og købte lærred til lagner og dynebetræk, jeg fik håndklæder viskestykker, hovedpudebetræk og en dyne, de andre dyner kunne jeg få af et lager derhjemme. Duge havde jeg købt for min løn i Tjalken. Det sidste var 12 servietter, der kostede 36kroner. Jeg fik 35 kroner om måneden i Tjalken, så det var ikke meget man fik for en månedsløn. Jeg tog til Gilleleje og købte hvid vaskesilke til min brudekjole og syede den selv, vi var meget økonomiske. Far købte et bord og et chatol i Borsholm, og jeg havde et bornholmerur, en divan og bedstemos kommode, som der ble sat et spejl på. På en auktion købte vi et gulvtæppe og en lampe, og hos en antikvitetshandler købte vi billedet af Locher og et pænt spejl. Vi fik 700 kroner af bedstefar. Ole og …. Skulle være til ……., men i stedet fik Lund og Rasmussen dem og vi fik. Siden vi blev gift, havde vi købt et gammelt hus i Horserød med en lille høkerbutik i gavlen. Den skulle jo laves i stand for det var meget forfaldent. Far havde sparet 900 kroner sammen, og de blev brugt til at sætte ordentlige vinduer i butikken og at reparere for. Far havde været soldat i 19 måneder, og jeg havde været på højskole, så det var jo ikke så mange penge vi havde. Bedstefar og Ole kautionerede for huset, og vi tog senge, stole og servante på en veksel - den eneste vi har haft. Og så gik vi i gang. Far blev ved at være gartner på Borsholmgård, og jeg passede butikken. Det var meget primitivt. Vi havde ingen telefon, kun en mælkemand, som hver dag kørte med mælk til Helsingør. Han tog en ordreseddel med til Lund og Rasmussen og købte til os, hvad vi manglede, og så kom der jo agenter og tog bestilling på varer. I de to små vinduer hængte der nogle lyngkoste og i kælderen stod en tønde fedt. Det var umulig at sælge, for det var på mærker. Vi søgte sognerådet om at sælge fedtet uden mærker, og det fik vi lov til. I Horserødlejren var der russiske flygtninge som var deserteret fra tyske fangelejre, de arbejdede på værftet og kom ind hos os og købte brød, flæsk og cigaretter. De var meget glade for at købe fedtet til en rimelig pris. Den dag de rejste hjem fik jeg 300 varme franskbrød fra Hollandske Mølle. Russerne udhulede dem og fyldte dem med røget flæsk til hjemrejsen. Den dag solgte jeg så meget the, cigaretter og sæbe. De købte hele kartonner cigaretter, at jeg måtte tømme kassen flere gange, og da far kom hjem om aftenen, måtte han, i stedet for sætte sig ind at spise, gå ud til butikken for at hjælpe mig. I august solgte jeg for 6000 kroner, og det var mange penge. Vi havde ingen grovvarer, og da far kom hjem med 700 kroner i løn og ……, så synes vi at vi var helt ovenpå. Men det var et stort slid, og det var heldigt at far selv kunne lave alting. Om aftenen stod jeg med en lampe, mens far murede vægge i en stor dansesal, som var i den anden gavl af huset. Der lavede vi spisestue, køkken, et folkeværelse og en entre. Vi syntes efterhånden at vi havde fået det helt fint. Til januar kom far hjem fra Borsholmgård, og vi var meget lykkelige, da vi kunne hjælpes ad med forretningen. Vi havde ingen elektrisk lys i Horserød, men en stor hængelampe i butikken og køkkenlamper og flagremuslygter, når vi skulle hente varer på loftet, der havde vi vort varelager, eller i kælderen efter øl. Så kom der mund-og klovsyge, og den købmand fra Hornbæk, der kom med varer til gårdene, måtte ikke komme derind. Så ringede de til os, og vi satte varerne hen på marken, hvor de så hentede dem. Og så blev de vore kunder, og vi fik efterhånden en god forretning. Den var meget alsidig, lige fra habitter til knappenåle, stoppegarn, strømper, træsko og isenkram, der var næsten ikke den ting vi ikke havde, og hvad vi ikke havde, skaffede vi omgående. Vi sagde aldrig nej. Niels var vort bud fra Hornbæk. En gang kom han med en stor gryde på nakken, da havde han snart forslæbt sig, dt var til Horserødlejren, hvor der nu var feriekoloni for kommuneskoledrenge, Politikkens feriekoloni, tyske drenge og trætte husmødre. Hver gang der kom nye i lejren, ringede I.C.? Larsen ned til os og sagde, atnu skulle vi skynde os. Der lå altid en Helsingør-købmand på lur, men så skyndte far sig derned og fik en stor ordre. Far kørte mange varer til lejren, det var en god kunde. Engang mens russerne var der, var vi i Hornbæk for at fejre julen, en julemorgen, da vi sad i kirken, kom Niels og fortalte os, at der havde været indbrud i forretningen. Så snart prædiken var forbi, kørte vi hjem. De var gået gennem vinduet, havde skubbet til bornholmeren - den viste 4½, og en stor aspedistria havde de væltet, men igen rejst op og stoppet jorden pænt omkring den. Det var vin og spiritus de havde taget. En times tid efter kom der 4 mand, de sagde at de var en delegation fra lejren, og de bad os om ikke at melde dem, for så fik de så hård straf, så de skulle nok betale. De der havde stjålet fortalte hvor meget og når de om lørdagen kom fra værftet, betalte de af på det, til det var betalt. De kom stadig i butikken og handlede, og da jeg bebrejdede dem at de bar sig sådan an, sagde de: "Jammen vi ødelagde ikke din blomst". De var meget kede af at skulle rejse hjem, de mente at de blev straffet. Nogle sprang i vandet og svømmede ind, de blev her og giftede sig. To brødre, Ivanog Sergie, boede i et lille hus i skovkanten, og de kom stadig til os. Engang havde en russer (Daniel) strålet en cykel fra en dreng vi havde. Ivan var i butikken og han løb med drengen og nåede Daniel, da vi spurgte hvordan det,gik sagde Karl: "Vi nåede Daniel, og så tog Ivan cyklen, slog Daniel i hovedet med den, og så fik jeg cyklen igen". Men vi havde stadig handel med gårdene og lejren, og drengene vi havde hentede ordre langt omkring, far kørte varerne ud og jeg stod i butikken. Da far var nede på politistationen og fik købmandsborgerskabet, spurgte Skadhauge, om han ikke gerne ville have en spiritusbevilling, og det fik vi så. En dag en russer spurgte om en halv flaske cognac, og jeg gav ham den, trak han den op, drak den, som andre drikker en øl, og bad om en til. Det fik han ikke. Obersten kom ned og bad os om ikke at sælge spiritus til dem, for de blev altid så vilde. Så holdt vi op. Vi fik bygget en vinkel på huset, så vi fik en større butik, og vi fik også et lager og vognport. Vi fik stadig større omsætning. Da far var gartner, og fordi vi havde købt forretningen for at tjene til et gartneri, solgte vi i 1926 og købte gartneriet i Skibstrup. Det kostede 29.000 kroner. Vi fik 20.000 kroner for forretningen med 10.000 i udbetaling og 10.000 for varelageret. Jeg var så bange for at de 10.000 ikke skulle slå til til regninger, for dem fik vi jo først, når de var forfaldne, men de slog til. Vi betalte 10.000 kroner i udbetalingher, og et pantebrev fra Horserød gik med i købet. Direktør Becker spurgte far, omhan kunne hjælpe ham i havenetstykke tid, han havde haft en uheldig gartner. Han ville, at far i retten skulle vidne mod gartneren, det ville far ikke, og han sagde til direktøren at når gartneren var blevet fattig i sin plads og han ikke havde beriget sig selv, og dårlig havde ordentlig fodtøj, så ville han ikke vidne. Men far tog igen til Borsholmgård og direktør Becker kom flere gange og ville at vi skulle sælge igen og flytte derop. Men vi tog i stedet fat på at få et gartneri i gang. Det var meget sværere for mig end butikken. Jeg var bange for køerne, men jeg måtte jo malke, og jeg var forfærdet over at hver ko kunne drikke tre spande vand der skulle pumpes op af brønden, 5 køer = 15 spande vand, og 4-5 kurve roer, som først skulle skrabes rene. Jeg ville jo ikke, at far skulle til det når han kom hjem. Men efterhånden fik vi en gammel jyde (Hansen), og så hjalp det jo noget. Det første år vi plantede vi et stykke peberrod ude bag hjelmen op ad E… P.s mark. Der kom en mand, far havde fået til at plante det. Der var også lidt jordbær, som vi solgte til Hornbæk, men det varikke mange penge vi kunne få hjem, så det var godt med en løn fra Borsholmgård. Bedstefar fra Hornbæk kom hver uge med en stor kurv fisk, og det hjalp jo godt. Da der var gået 14 måneder kom far hjem, også solgte vi køerne og fik gartneriet rigtigt i gang. Vi plantede mange jordbær, hindbær og stikkelsbær , som gav godt om sommeren. Så plantede vi vintergrøntsager, som far kørte på tovet med om vinteren. Vi købte et stykke jord til overdrev, og havde nu 16 tønder land. Sådan var begyndelsen, og senere gik det jævnt fremad, så vi efterhånden havde et godt gartneri. Den 14. juni 1921 blev Bjerre født i Horserød. Det var fint vejr, da far kørte og hentede fruSchulds. Det var klokken 2 om natten hun blev hentet, og først næste eftermiddag blev Bjerre født. Vi havde en nabo der hed fru Frederiksen, og når jeg jamrede, græd fru Frederiksen. Far sad hos mig, og når der kom nogen i butikken , gik fru Frederiksen derud og sagde: "I må gå hjem og komme en anden dag, for fru Lavesen er syg". Jeg gruede over den måde at passe butikken på. Så kom Bjerre, han vejede ca. 6½pund, og vi var glade og lykkelige for ham. Fru Schulds fik 60 kroner og var meget tilfreds. Hun kom hver dagog gjorde os i stand, for dengang måtte en mor ikke røre sig de første 4-5 dage. Den 9. dag kom jeg op. Mens jeg lå, måtte Bjerre kun få bryst, jeg havde ikke meget mælk, og han græd. Far stod op og varmede mælk over lampen, tog en flaskesut i butikken, og da Bjerre havde fået en god tår mælk, sov han og han fik ikke lov at sutte mere. Den 21. november året efter blev Henrik født. Det gik hurtigt, for jeg havde bestemt at jeg ikke ville have fru Schulds så længe denne gang. Faster Kirstine var hos os, og hun synes jo at det var meget spændende at skulle være med til en fødsel. Vores karl hentede fru Schulds klokken 2½ om natten og kørte hende hjem klokken 5, så var det overstået, og han var også en rask dreng. Han var spinklere end Bjerre, og gik da han var 9 måneder. Bjerre kravlede meget og gik først da han var 14 måneder. En dagda jeg lå, hørte jeg en bil bremse ude på vejen. Da jeg spurgte hvorfor, ville de ikke fortælle mig, at det var Bjerre der varlige ved at blive kørt over. Men så kom bedstemor fra Hornbæk og tog Bjerre med hjem. Det var dejligt for Henrik at komme ned til Skibstrup, for han var så glad for dyr og planter. Bjerre var mest interesseret i maskiner. Når de legede med deres vogne, legede Henrik at der var heste for, men Bjarne vendte bunden i vejret og legede, at det var en bil.

LIDT MERE OM HORSERØD

Der lå et lille hus i skovkanten. Det lå så smukt med skoven som baggrund og udsigt til de dejlige store grønne marker, hvor kørerne om sommeren græssede og føllene løb efter deres mor. Om efteråret løb harerne over marken og mågerne fløj efter bonden, når han pløjede sin ager. Jo der var idyl hvor Jens og Oline havde bygget deres bolig. Hvem kunne tro andet endat der også var idyl i de små stuer inden døre, når der udenfor fandtes så megen skønhed. Men ak, således var det ikke. Jens gik på arbejde om morgenen, han var en flittig mand, men lidt original. Han hørte dårligt og kunne til tider være mut og lidt tvær. Til andre tider kunne han have humør og var egentlig humoristisk i sig selv. Olivia var lidt for sød i sit væsen, men energisk og dygtig i sit hus. Hun var …. overfor Jens. Hun tjente også noget ved at arbejde på gården, og disse penge gemte hun meget omhyggeligt. Jens gav hende de penge han mente hun havde krav på, men heller ikke flere. Jensgemte resten af sine penge på loftet i en krog, hvor han ikke mente nogen kom. Det varede dog ikke længe før han klar over at der stadig forsvandt penge fra hans gemme, og dette gjorde ham meget irriteret. Så begyndte Jens at drikke mere brændevin, og det gjorde jo ikke forholdet bedre. Der gik nogle år i fordragelighed, der kom nogle børn, der alle var drenge, og i deres opvækst gik det bedre med forholdet, men da de blev større, holdt de sammen med moderen. Så blev Jens gal og satte dem for døren, for nu skulle de selv tjene føden. Men Jens lagde stadig penge til side, dog kunne han med sine regnskabskundskaber ikke få det til at stemme. Der blev stadig penge borte, og da Jens opdagede, at både Olivia og drengene gik i hans gemmer, blev det helt galt. En dag var der forsvundet 300 kroner og Jens gik til angreb på huset Han krøb op på taget og gav sig til at smide tagstenene ned i gården. Olivia kom hæsblæsende op i butikken og bad os hurtigt ringe til betjenten om at komme derud. Betjenten ville have at vide hvorfor. "Jah" sagde Olivia, "han er ved at rive taget af huset". Da betjenten kom derud gik Jens fredeligt og skar espaliertræerne ned. Betjenten spurgte hvorfor de skulle ned, og Jens sagde at han ville have luft. Det var der jo ikke noget at gøre ved, det var jo hans egne træer, og betjenten kørte igen, og da Jens igen var blevet ædru, lagde han igen stenene på taget. En anden dag smed han en hel del tallerkener efter Olivia, og således drillede de hinanden. Men en dag gik det galt. Så tog han sit gevær og lagde sig på lur i skoven, og da sønnen kørte på arbejde, skød han på ham. Der kom en ung mand løbende op til osog råbte hæsblæsende: "I må ringe efter politiet, for Jens har skudt sin søn i den store tå". Vi ringede, og lidt efter kom 4 store betjente hen til os for at høre besked. De havde ikke fået knappet trøjerne og havde ingen morgenmad fået, så jeg måtte så til at lave kaffe og smøre mad, og da de havde drukket gik de udog skulle fange Jens. Han sadinde i skovenmed sin bøsse, og de turde ikke gå ind til ham. Til al held kom vor genbo, JensOlsen forbi, og da han spurgte hvad der var i vejen, gik han indog sagde til Jens, at han skulle gåmed betjentene. Han blev så arresteret og sad i arrest et stykke tid. Så fik vi en liste sat i gang, og alle skrev under på den for at få Jens fri, og det fik vi. Så begyndte han at …….. op, og det så ud som om han fik noget af detgamle humør tilbage.

VORT SØLVBRYLLUP 1919-1944

Et sølvbryllup på landet var en dejlig fest, og vi synes at vort sølvbryllup var meget vellykket. Om aftenen fik sølvbrudeparret ordre om at gå tidlig i seng, og når klokken var 11 begyndte naboerne at lave et farligt spektakel. De gravede huller til flagstænger og hængte guirlander helt ned til lågen. De slog skjold op over porten og pyntede med blomster omkring skjoldet. Klokken blev mange før de blev færdige, og imens lå vi og kunne ikke sove for al den hurlumhej. Endelig blev der ro en lille tid, og der hvilede fred over huset, men klokken 6 kom hornmusikken. Det var et orkester fra en naboby som begyndte med: Det er så yndigt at følges ad, og de spillede mange smukke salmer og sange. Imens var hele byens folk samlet i haven, og vi gik, hele familien, ned for at hilse på dem. Jeg småtudede selvfølgelig. Så kom snedkeren og Mathisen som repræsentanter for byen med hver en trillebør med en kasse på.Det var meget flot service til 18 personer, Ole og Elby havde givet halvdelen. Imens havde fru Holm lavet morgenkaffe og bageren var kommet med rundstykker og andet morgenbrød, vi var 60 i alt til morgenkaffe. Der blev sunget og talt lystligt til ca. klokken 9½, så var der en lille pause, men ved 11-tiden begyndte der at komme gæster og repræsentanter for ……firmaer til frokost. I to værelser, som var nybyggede og ikke delt, blev frokosten serveret på smukt pyntede borde. Vi havde slagtet gris, og alle herlighederne var på bordet, og det var mange. Der blev holdt taler og skålet idenrene akvavit og Hof. Ved 3-tiden var frokosten færdig. Ida og Henrik var nyforlovet og Ida hjalp med serveringen, jeg tror Bjerre og Henrik skænkende. Derefter blev der lige tid til et lille hvil. Klokken 6 kom middagsgæsterne. Ida og Kirsten havde pyntet bordene med bøgegrene og forårsblomster, og pakhuset var pyntet og med flag og lagner hængt på væggene. Vi var igen ca. 60 mennesker og pakhuset var fuldt. Det var en meget fin fest, den var lagt godt tilrette, de officielle taler var i orden og Bjerre havde lavet en meget fin sang – et helt kunstværk, og Henrik en tale på vers, begge dele var sammen med Bjerres tale, så vi sad og var lykkelige over disses evner. Og så talte Ole og Niels, farbror Anders og Kirstine, og bagefter næsten alle gæsterne. Men da vi havde spist og drukket kaffe, havde vi det så hyggeligt, at de glemte at gå før klokken 4½ om morgenen. Spisningen og talerne havde taget meget lang tid. Vi fik mange dejlige gaver. Af Bjerre og Henrik fik vi havemøbler, bordet holder endnui 1973. Så havde vi kaffegæster flere gange og byen fik kaffe da de pillede æresporten ned. De sagde alle, at det var en meget fin og smuk fest, og det var vi stolte og glade for. Vi fik over 200 telegrammer og en masse blomster, og jeg fik travlt med at skrive takkekort.

 

 

Renskrevet af den bedårende Margrethe Pii Walther